Hvor blev Danmarks stolte cykelkultur af?
Sådan spørger Halsnæs Cyklistforbund i forbindelse med den kommende landsdækkende kampagne 'Alle børn cykler', der løber i dagene 7. -20. september.
Nye tal fra Cyklistforbundet viser, at næsten 4 ud af 10 skolebørn stort set aldrig cykler til skole. Hvis vi vil vende den udvikling, skal vi som forældre og lokalsamfund stoppe med at være 'børne taxaer' og i stedet hjælpe børnene op på den tohjulede.
I 1990’erne cyklede syv ud af ti børn til skole. I dag er det tal styrtdykket til kun fire ud af ti. Det er en trist tendens, for cyklen er den absolut bedste start på skoledagen. Forskning viser tydeligt, at børn, der bevæger sig og cykler til skole, møder op med markant mere energi, højere koncentration og bedre indlæringsevne.
Cykling styrker ikke kun fysikken og sundheden; det ruster også vores børn til at blive selvstændige og sikre trafikanter i fremtiden.
Mange forældre fravælger cyklen af bekymring for den tætte morgentrafik. Men ironien er til at få øje på:
- Jo flere forældre der af bekymring kører deres børn i bil helt op til skoleporten, jo farligere og mere uoverskuelig bliver trafikken omkring skolerne for de børn, der faktisk cykler eller går. Vi skaber selv det problem, vi forsøger at undgå, lyder det fra Frank Køngerskov fra Halsnæs Cyklistforbund.
Præmier og vandrepokal
Lige nu ruller Cyklistforbundets landsdækkende skolekampagne, 'Alle Børn Cykler'. Alle skoler i Halsnæs bakker op, men mange flere klasser kan melde sig inden den 7. sep. Der er både landsdækkende præmier og en lokal vandrepokal som præmie.
- Det er den perfekte anledning til at bryde de dårlige vaner. Kampagnen gør det til en sjov holdsport i klasserne at samle cykeldage, og den minder os voksne om vores ansvar. Børns cykelvaner hænger nemlig uløseligt sammen med forældrenes: Hvis vi cykler, gør vores børn det også, siger Frank Køngerskov.
Han slutter:
- Lad os bruge denne måned til at rulle cyklerne ud af skuret, tjekke dæktrykket og tage turen til skole sammen. Det kræver måske ti minutter ekstra i en travl morgenstund, men den investering betaler sig direkte tilbage i sunde, glade og friske børn. Lad os give vores børn cykelglæden og friheden tilbage – det starter på cykelstien i morgen tidlig.