De har sunget 25.996 sange på syv år

Birgit og Jørgen Kolind har været i Skibby for at synge sange. I de seneste syv år er det blevet til mere end 25.000 sange.

Birgit og Jørgen Kolind har været i Skibby for at synge sange. I de seneste syv år er det blevet til mere end 25.000 sange.

Foto: Presse

Hver anden onsdag mødes 25 - 30 sangglade mennesker til ’Syng dig glad’ i Skibby Kirkes Sognegård. Alle er velkommen, og nogle af dem, der senest var forbi, var Birgit og Jørgen Kolind. 

De var kommet helt fra Tappernøje til Skibby for at se, hvordan "man synger i Skibby". Det er noget, som ægteparret gør ofte.

- Nu har vi været 340 steder på Sjælland og Lolland-Falster, og senere i dag skal vi både til Ishøj og Stokkemarke på Lolland, fortæller Birgit Kolind. 

Det er Jørgen Kolind, som holder styr på stederne og på køreplanerne, mens det er Birgit Kolind, der holder styr på de sange, som de synger de forskellige steder. 

- I løbet af de seneste syv år har vi sunget i alt 25.996 sange. Mange er selvfølgelig gengangere, men vi bliver alligevel overrasket en gang i mellem, som i dag i Skibby. 

På repertoiret var en engelsk sang, og dem synger Birgit Kolind ikke med på, da hun ikke kan sproget. 

Birgit og Jørgen Kolind deltog i ’Syng dig glad’ i Skibby Kirkes Sognegård.
Birgit og Jørgen Kolind deltog i ’Syng dig glad’ i Skibby Kirkes Sognegård. Foto: Presse

Igennem de seneste 16 år har der ikke været mange sangpauser for ægteparret. Det startede med en rundtur mellem 10 lokale kirker på Tappernøje-egnen, der holdt sangarrangementer. Efter den tur fik Birgit og Jørgen Kolind smag for at komme lidt mere rundt i landet, men også for at synge. 

- Det er sjovt. Du kan jo ikke både synge og være sur, vel, lyder det fra Birgit Kolind og fortsætter:

- Mange bliver lidt overrasket, når de hører, hvor vi kommer fra. Kommer I fra Sjælland, spørger de måbende, når vi tager en lille tur til Jylland, hvilket vi også har gjort nogle gange. 

I dag har både Birgit og Jørgen Kolind passeret de 80 år. De har begge sunget siden barndommen, men aldrig professionelt. De nyder blot sangen, samværet og de mange oplevelser, som de får på deres vej.

- ’Syng dig glad’ her i Skibby var bestemt blandt de bedre oplevelser, forsikrer Birgit og fortsætter: 

- I har en dejlig sal, en god mand bag klaveret og får sunget nogle sange. De værste steder er dér, hvor man kun lige når fem til seks sange, fordi der ikke er styr på arrangementet, men det var der i dag, hvilket var herligt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...