Torsdag den 3. september inviterer Pakhuset til folkekøkken og koncert med Sunbörn. Det prisvindende danske band bevæger sig mellem jazz, fusion og verdensmusik og er kendt for deres energiske livekoncerter.
Sunbörn, der tidligere var kendt som The KutiMangoes, har gennem en årrække markeret sig på den danske og internationale musikscene. Bandet har modtaget fire Danish Music Awards, senest som Årets Liveband, og har turneret i både Europa, Asien og Afrika.
Musikken henter inspiration fra blandt andet afrobeat, jazz og elektronisk musik. Med stærke blæserarrangementer, medrivende rytmer og en solid rytmesektion skaber Sunbörn et musikalsk univers, der både er groovy, levende og præget af stor spilleglæde.
Inden koncerten er der mulighed for at deltage i fællesspisning, hvor menuen denne aften byder på sensommerkylling med varme krydderier, bulgursalat og græskar. Der er også en vegetarisk mulighed med sprød aubergine, bulgursalat og græskar.
Dørene åbner kl. 17.30, og kl. 18 er der fællesspisning. Koncerten med Sunbörn begynder kl. 19. Mad- og koncertbilletter bestilles på forhånd på odsbib.dk.