Så er højskoleeftermiddagene i Blovstrød så småt gået i gang igen. Onsdag 23. september klokken 13.30 i Blovstrød Sognegård kan man høre Per Thor Straten, der er professor og vicecenterleder ved Nationalt Center for Cancer Immunterapi på Herlev Hospital, fortælle om motion og forskellige tilstande, hvor motion spiller en forebyggende eller måske ligefrem terapeutisk rolle.
Ikke mindst vil han belyse, hvordan motion kan påvirke immunsystemets funktion og dermed vores sundhed, vores evne til at komme godt igennem et sygdomsforløb og vores mulighed for et langt liv. Måske kan motion endda være med til at forsinke aldringsprocessen.
Per Thor Straten er forfatter til bogen 'Immunterapi af kræft', hvor han formidler den nyeste viden om immunterapi og giver sit bud på fremtidens behandling. Han er kendt som en dygtig formidler, der taler i et klart, levende og engageret sprog, skriver Blovstrød Sognegård i en pressemeddelelse.
Se mere om tilmelding og pris på kirkens hjemmeside.