For nogle måneder siden stod Hannibal Munk ved parcelhuset på hjemmeadressen i den lille by Fløng nær Roskilde og vinkede farvel til sin 9-årige datter, der for første gang skulle cykle i skole – helt selv. 

Med en blanding af stolthed og ængstelse så han cyklen med datteren forsvinde ned ad den stille villavej. Og øjeblikket efter så han sig selv åbne den app på telefonen, hvor han kunne spore sin datters smartwatch. 

På skærmen fulgte han hende hele vejen de 500 meter hen til skolen, indtil den lille prik bevægede sig ind i skolegården, og han kunne lukke telefonen. Lidt roligere.

Morfars historie lever videre

Situationen er muligvis genkendelig for mange forældre, der slipper deres børn ud i verden første gang. Men for Hannibal Munk har hverdagens ængstelige øjeblikke vakt en refleksion over hans families særlige historie. Han spørger sig selv, om frygten er gået i arv?

For Hannibal er søn af skuespiller Pia Rosenbaum og barnebarn af nu afdøde entertainer og musiker Simon Rosenbaum, der lige som omkring 7000 andre danske jøder flygtede fra den nazistiske besættelsesmagt under 2. verdenskrig.

- Jeg er tvivl om, hvorvidt min ængstelse hænger 1:1 sammen med familiens historie, men jeg kan på den anden side heller ikke lade være med at have den tanke, siger Hannibal Munk.

Historien kan hjælpe andre familier

Ifølge videnskaben kan voldsomme oplevelser og traumer fra fx flugt nemlig gå i arv gennem generationer. Så Hannibals refleksionen over sammenhængen er velbegrundet.

Den 26. august inviterer Museum Nordsjælland i samarbejde med Dansk Jødisk Museum til samtalesalonen Kan frygten fra flugten gå i arv? på Gilleleje Museum. Her kan publikum opleve Hannibal Munk og Pia Rosenbaum fortælle deres families historie i samtale med forsker Nina Thorup Dalgaard fra VIVE, der har undersøgt nedarvede traumer hos flygtningefamilier.

- Vi kan lære rigtigt meget af historien. Den viden, vi får fra holocaust-overleveres familier, kan vi bruge til at hjælpe andre familier, siger Nina Thorup Dalgaard.

Advarsel sendte tusinder på flugt

En af de sidste dage i september 1943 modtog familien Rosenbaum en skæbnesvanger besked: Flygt mens I kan! Den tyske besættelsesmagt planlagde at arrestere samtlige danske jøder i den såkaldte Jødeaktion. 

Men rabbineren fra synagogen i København havde fået nys om truslen og sat en kæde af advarsler i gang. Ved at banke på døre eller ringe rundt til venner og familie lykkedes det at sprede ordet og advare de jødiske familier. 

Mange pakkede i hast deres vigtigste ejendele og søgte mod Øresund for at flygte over havet til Sverige. Simon Rosenbaums storebror Svend Salomon hastede mod Gilleleje, hvor han sammen med sin forlovede Bertha allerede den 2. oktober ved midnatstid sejlede over sundet med fiskefartøjet H 333. 

Omkring 1500 danske jøder flygtede til Sverige fra Gilleleje og den omkringliggende kyst, og i dag er historien om flugten fra Gilleleje kendt over hele verden.

Den dengang 17-årige Simon Rosenbaums flugt gik dog en anden vej. Som den yngste i en søskendeflok på seks flygtede han sammen med sine forældre og en søster fra Faxe Ladeplads på en stenfiskerbåd.

Oplevelser påvirker generne

Men uanset hvordan familiemedlemmernes flugtruter forgrenede sig, satte de dramatiske begivenheder i oktober 1943 aftryk. Ikke bare i flygtningenes krop og sind, men muligvis også hos efterkommerne.

Nina Thorup Dalgaards forskning hos VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd samt hundredvis af andre studier peger på, at erindringer og traumer kan vandre fra generation til generation. 

Fx fordi børn bliver påvirket af forældrenes måde at bearbejde oplevelserne på. Eller fordi børn kopierer særlige mønstre hos forældrene. Traumer kan endda påvirke genenerne og dermed have konkret indflydelse på den arvemasse, forældre giver videre.

I et berømt studie fra 2015 undersøgte et forskerhold fra Mount Sinai’s Hospital i New York generne hos 32 mennesker, som enten havde overlevet en KZ-lejr, været udsat for tortur eller havde været på flugt under 2. verdenskrig samt disses børn og sammenlignede med generne hos jøder, der levede uden for Europa under 2. verdenskrig. 

Studiet viste blandt andet, at overlevernes efterkommere havde sværere ved at regulere hormonet kortisol og dermed håndtere stress.

Ringer hver dag for at tjekke, om alle har det godt

Da vi besøger mor og søn i Hannibals hjem, er det tydeligt, at de to generationer har hver deres analyse af familiens nedarvede historie. Da vi taler om Pias daglige telefonopkald til Hannibal, lyder hendes forklaring:

- Jeg vil bare lige høre fra hestens egen mund, at du har det godt. Hun tilføjer:

- Jeg synes da også det var dejligt, at min mor ringede til mig. 

Pias mor og Hannibal mormor Herdis Rosenbaum ringede nemlig hele sit liv dagligt for lige at tjekke ind.

Hannibal ser derimod et mønster, der måske har rødder i flugten. Et mønster der vækker behovet for at vide, at de nære familiemedlemmer er i sikkerhed.

- Det er da superinteressant, men også skræmmende, hvis traumer kan sætte sig i kroppen på den måde. Så kan jeg jo heller ikke kontrollere, hvad min datter arver på den front, reflekterer Hannibal Munk.

- Samtidig er jeg nysgerrig efter at forstå, om jeg nu bare ser et særligt mønster, fordi jeg er begyndt at kigge efter det.

Det spørgsmål kan Hannibal få lov til at stille til samtalesalonen på Gilleleje Museum, hvor også publikum kan byde ind med spørgsmål til de tre deltagere.