Kunst, natur, fortælling. Lundbyekomitéen i Kalundborg indbyder i august-september på tre guidede ture i guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes fodspor på Røsnæs, på Asnæs og i Kalundborg by.
Den første tur, lørdag den 22. august, udgår fra Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus i Ulstrup, som huser en stor reproduktion af et af Lundbyes mest dramatiske billeder fra det vilde og uvejsomme Refsnæs (som det var og hed på hans tid).
Deltagerne skal besøge fire steder på Røsnæs, hvor Lundbye blev inspireret af naturens ro og storladenhed men også blev skuffet over den almuekultur, han mødte.
Derfor har turguide og forfatter Jens Balslev kaldt turen “Johan Thomas Lundbye - op- og nedture på Røsnæs.”
Asnæs og højbyen
Lørdag den 5. september gælder det Asnæs og fem af de steder på halvøen, hvor Lundbye har opholdt sig, tegnet og malet.
Her kan man sammenligne Lundbyes tegninger og malerier med nutidens landskaber og høre fortællinger om Lundbyes liv og kunst. Kunsthistoriker Annette Bach Møller er guide.
Lørdag den 19. september skal deltagerne på tur med billedkunstner Maja Lisa Engelhardt i Kalundborg by med start ved hendes bronzeskulptur af Lundbye ved Klostertorvet.
Herfra går turen videre til den gamle højby med besøg på blandt andet Kalundborg Museums udstilling af nyerhvervede Lundbyebilleder med lokale motiver.
Turen slutter med et bonusindslag: I den nyrestaurerede kirkelade ved Vor Frue Kirke fortæller Maja Lisa Engelhardt om sit store bronzerelief “Kornmark”.
Praktisk information om turene på www.lundbyekunstfestival.dk.