SIND Holbæk Odsherred Kalundborg indkalder til ekstraordinær generalforsamling tirsdag 8. september klokken 19.00 i Organisationernes hus, Havnegade 5, 4500 Nykøbing Sjælland. Foreningen kæmper med at finde nye ledere, efter at både formand og næstformand i flere år har forsøgt at trække sig fra deres poster.
Bestyrelsen mangler stadig nye kandidater på de centrale poster. Den nuværende formand, Birte Bonde Bendixen, forklarer, at hun i mange år har været engageret i foreningens arbejde.
- Jeg har været med i arbejdet de sidste 35 år og i gennem de sidste mange år som formand, jeg mener at arbejdet for udsatte borgere er vigtigt, men det er også vigtigt at der kommer nye til og former arbejdet, siger formand Birte Bonde Bendixen, i en pressemeddelelse.
Foreningen SIND har gennem flere år udbudt en række aktiviteter for mennesker med psykiske lidelser og deres pårørende. Blandt andet tilbyder de telefonrådgivning hver dag hele året.
- Vi har i gennem adskillige år haft telefonrådgivning der har haft åbent 365 dage om året og hvor udsatte borgere eller deres pårørende har kunnet rette henvendelse om udfordringerne, siger Birte Bonde Bendixen.
SIND har også inviteret til personlig rådgivning, hvor medlemmer eller pårørende kan få en dybere samtale, og har arrangeret walk & talk-ture i Nykøbing, Holbæk og Høng.
- Vi har haft personlig rådgivning hvor vi har mødtes med borgeren eller dennes pårørende til en lidt dybere samtale om dagens udfordringer, siger Birte Bonde Bendixen.
Derudover har foreningen stået bag kaffestuen Smilet i Nykøbing, som holder åbent mandag og onsdag, samt en lang række kulturelle arrangementer – fra julekoncerter til faglige events.
På spørgsmålet om, hvad der sker, hvis ingen ny ledelse melder sig, svarer formanden:
- Det har bestyrelsen ikke taget stilling til, men det er da helt klart at det er alvorlig situation for foreningens fortsatte drift og virke, siger Birte Bonde Bendixen.