FAKTA: Sådan passer du på din hørelse

Danske børn og unge ved for lidt om, hvordan de passer godt på deres hørelse og undgår høreskader.

Derfor sætter Høreforeningen gang i et tre-årigt forebyggelsesprojekt, som blandt andet i samarbejde med skoler skal lære børn og unge at omgås lyd på en sund måde.

Få her gode råd til at passe godt på dine ører:

* Skru ned for lydstyrken i høretelefonerne.

* På smartphones og lydafspillere kan man ofte selv indstille en maksimal lydstyrke. Mange apparater bruger også farver som indikation for lydniveauet. Hold lyden i grøn - undgå rød.

* Pas på hørelsen i fritiden. Mens der på arbejdspladser er klare regler for støjgrænser og sikring mod skadelig støj, er fritiden dit eget ansvar.

* Tænk over afstanden til højtalere ved for eksempel koncerter eller i biografen, og beskyt dig med ørepropper.

* Hvis du er glad for gør det selv-projekter, så husk at bruge høreværn, når du udfører støjende aktiviteter.

* Hold pauser. Brug af høretelefoner med høj lydstyrke belaster hørelsen.

* Drop vatpinde, for du risikerer at lave små ridser, som kan give infektion. Øret er selvrensende, hvis det får lov at være i fred. Det ydre øre kan vaskes med sæbe.

Kilder: Høreforeningens landsformand, Majbritt Garbul Tobberup, Region Midtjylland.

/ritzau/

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...