Fra 1. september til 30. oktober kan besøgende opleve en unik sammensmeltning af kunst og historie i Roskilde Domkirke. Billedkunstner Sophia Kalkau vender tilbage med udstillingen '24 flag fra æsken med forvandlinger' og fylder det gamle kirkerum med sin samtidskunst.
Udstillingen blev først vist i Domkirken sidste år i anledning af kirkens 30 års jubilæum som UNESCO verdensarv. I år står Kalkaus værk som en selvstændig oplevelse, der skaber nye perspektiver på kirkens arkitektur og indbyder til refleksioner over fortid og nutid.
De 24 store flag i udstillingen hænger fra galleriget i kirkeskibet og sideskibene, samtidig med at en skulpturgruppe er opstillet i en af kirkens nicher. Værket bliver en del af dagligdagen i Domkirken, hvor det optræder side om side med gudstjenester, kirkemusik og de mange besøgende.
Værket er en del af et samarbejde mellem Kalkau og digteren Ursula Andkjær Olsen. Det udspringer fra dobbeltværket 'Transformationsmanualen og Æsken med forvandlinger' og baserer sig på værkets billedkort.
- Det er kunst med en hensigt. Ikke kunst, der giver svar, men kunst, der vil os noget, som får os til at standse op og stille spørgsmål. Når et værk som dette flytter ind i Domkirken, sker der noget med rummet. Men rummet gør også noget ved værket. Det er netop i den gensidige påvirkning, at udstillingen bliver interessant, siger Sognepræst Torben Jeppesen.
Udstillingen åbner med et arrangement tirsdag 1. september klokken 19.00, hvor kunstredaktør Maria Kjær Themsen holder åbningstalen, og Kalkau selv vil fortælle om værket. Desuden vil der i løbet af september og oktober være en række arrangementer i Domkirken, blandt andet walk-and-talks samt et foredrag af kunsthistoriker Bente Scavenius mandag 28. september klokken 19.00.
Kunstværk i Roskilde Domkirke er støttet af Statens Kunstfond og kan opleves gratis ved åbningsarrangementet.