Bank får nej til bymidten

Nytilflyttede Skjern Banks store ønske om at åbne filial i Hovedgaden 2 ud til Rungstedvej blev endeligt skudt ned torsdag.

Her besluttede Byudviklingsudvalget at give afslag på bankens anmodning om at kunne flytte ind i ejendommen.

Det betyder, at Skjern Bank, der kom til Hørsholm sidste år og i december åbnede deres bankforretning midlertidigt i kontorfællesskabet på Den Militære Klædefabrik, må ud at kigge sig om efter andre lokaliteter.

Lighedsprincip og fremtidsplan

Den ønskede placering på Hovedgaden 2 hører under lokalplan 154, og i den ligger det fast, at stueetagen i Hovedgaden 2 (hvor designmøbelbutikken Kjærholms hidtil har holdt til, red.) kun må anvendes til detailhandel med dagligvarer, udsalgsvarer, møbelbutikker samt publikumsorienterede aktiviteter som cafe og restaurant.

Hvis Skjern Bank skulle overtage lokalerne måtte bestemmelsen i lokalplanen ændres først.

“Vi har valgt at give afslag på Skjern Banks anmodning. Både ud fra det lighedsprincip, at der tidligere er givet afslag til en anden bank. Og fordi vi følger de anbefalinger som Erhvervsrådet og Hørsholm Bysamarbejde kommer med i forhold til at skabe publikumsaktiviteter i bymidten,” siger Charlotte Kirchheiner (K), formand for Byudviklingsudvalget, til Ugebladet.

Artiklen fortsætter under foto...

Har kigget i ny rapport

Udvalget har netop i behandlingen af Skjern Banks ansøgning fået forelagt den rapport fra analyseinstituttet Retail Institute Scandinavia, som meget snart offentliggøres og som blandt andet bygger på interviews med flere hundrede borgere om deres ønsker til en fremtidig bymidte.

“Vi mener, at det vil være lidt kontraproduktivt, hvis vi siger ja til en bank, når Bysamarbejdet og Erhvervsrådet har andre udviklingsplaner for, hvilken bymidte i Hørsholm, de ser i fremtiden. Det er den udvikling, vi siger ja til,” lyder det videre fra udvalgsformanden, der også sidder som medlem af Hørsholm Erhvervsråd.

Endelig skulle der så laves en ny lokalplan, inden Skjern Bank kunne overtage Hovedgaden 2. Det er ifølge Charlotte Kirchheiner (K) et problem i en tid, hvor lokalplanerne står i kø.

“Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at nu er der bare et tomt lejemål, men det ville der også have været i lang tid, hvis vi havde valgte at ændre lokalplanen,” pointerer Charlotte Kirchheiner.

Artiklen fortsætter under foto...

Beskytter detailhandlen

Baggrunden for lokalplanen var i sin tid at beskytte detailhandlen i bymidten og derfor ikke tillade fx. banker og ejendomsmæglere i stueplan. Af den årsag, at det ikke øger kundetilstrømningen til området, oplyser Henrik Klitgaard (R), formand for Hørsholm Erhvervsråd.

“Derfor var Erhvervsrådets indstilling, at vi ikke kunne anbefale en ændring af lokalplan 154 til Byudviklingsudvalget,” tilføjer Henrik Klitgaard.

Foto: Morten Timm

  • Stueetagen mod Hovedgaden må kun anvendes til detailhandel med dagligvarer, udsalgsvarer, møbelbutikker samt publikumsorienterede aktiviteter som cafe og restaurant. Dagligvarebutikker må have en størrelse på maksimalt 350 m² bruttoareal. Udvalgsvare- og møbelbutikker må have en maksimal størrelse på 800 m² bruttoetageareal.

Ønskes ændret med denne tilføjelse:

  • I matrikel 13Z (Hovedgaden 2) er det ligeledes tilladt at drive privat og offentlige serviceerhverv, herunder bank/pengeinstitut.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...