Hillerød udlejer ung midtbanespiller til 3. division

20-årige Hjalte Toftegaard skal resten af året spille for Brønshøj, hvor han skal forsøge at få den spilletid, der har været begrænset i Hillerød.

Hjalte Toftegaard skal finde noget spilletid og derfor lejes han ud.

Hjalte Toftegaard skal finde noget spilletid og derfor lejes han ud.

Foto: Rudi Dalsgaard

Hjalte Toftegaard har foreløbig spillet sin sidste kamp for Hillerød Fodbold.

Den 20-årige midtbanespiller er blevet udlejet til Brønshøj Boldklub i 3. division for resten af 2026. Ifølge Hillerød Fodbold er aftalen indgået for at give Toftegaard mere fast spilletid.

– Hjalte er en ung spiller, som i en ung alder fik debut i Superligaen. Men for ikke at stoppe hans udvikling og for at forløse hans potentiale har Hjalte brug for mere fast spilletid på et højt niveau, siger cheftræner Christian Lønstrup.

Toftegaard kom til Hillerød fra AC Horsens sidste sommer på en kontrakt frem til sommeren 2028. I sin første sæson fik han ni kampe og 272 minutter i 1. division.

I alt er midtbanespilleren noteret for 14 kampe i Hillerød-trøjen. Den foreløbig sidste blev pokalkampen mod Væggerløse, hvor han scorede to gange i 12-0-sejren.

De to pokalmål har ikke ændret på udsigten til begrænset spilletid i Hillerøds ligakampe.

– Da vi har vurderet, at det bliver svært lige nu hos os, har vi fundet en god løsning sammen med Brønshøj. Deres spillestil passer godt til Hjalte, og han skulle derfor gerne få mulighed for masser af spilletid, siger Christian Lønstrup.

Toftegaard fik allerede som 16-årig sin debut for AC Horsens i Superligaen. Det skete mod AaB i maj 2023. Han nåede 17 førsteholdskampe og ét mål for Horsens og har desuden repræsenteret Danmark på U18-landsholdet.

Brønshøj er kommet ubesejret gennem sine første tre kampe i 3. division og ligger nummer fem med fem point. Toftegaard kan få sin debut allerede fredag, når Brønshøj tager imod Holbæk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...