Fem dage, fem etaper og tre af Nordsjællands ikoniske slotte. Det er kernen i løbet Kongernes 5-dages, som nu lancerer et udvidet koncept til næste år fra 30. juni til 4. juli.
Kongernes 5-dages er et etapeløb, hvor deltagerne løber én ny rute hver dag. Etaperne fører gennem Nationalpark Kongernes Nordsjællands natur- og kulturhistoriske landskaber med blandt andet Kronborg, Fredensborg Slot og Frederiksborg Slot som markante holdepunkter, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
De håber at samle løbere og medrejsende fra både Danmark, Norden og resten af Europa.
Deltagerne kan vælge mellem løbet 'Original', der tilsammen udgør et maraton over fem dage, og løbet 'Kort', der samlet svarer til et halvmaraton. Dermed er udfordringen ikke forbeholdt eliteløbere, men henvender sig også til motionister, der vil prøve kræfter med et flerdagesløb og mærke progressionen fra første til sidste etape.
- Et almindeligt motionsløb er ofte afsluttet efter nogle timer. Her vågner man op og skal af sted igen næste dag – på en ny rute og med en ny oplevelse foran sig. Det gør udfordringen større, men det skaber også et særligt fællesskab, fordi deltagerne følges ad gennem hele ugen, siger Lasse Falck Weber, medstifter af Kongernes 5-dages.
Hillerød bliver base
Hele eventet samles omkring en fælles hub i Hillerød. Herfra skal deltagerne kunne benytte shuttlebusser til etaperne, overnatte i Camp Kongernes og mødes før og efter dagens løb. Programmet suppleres med en afslutningsfest samt aktive og kulturelle tilbud, som deltagerne og deres medrejsende selv kan vælge til.
Løbet er omdrejningspunktet, men det nye setup er skabt til at give mere tid sammen før og efter dagens etape. De tre første dage starter løbet klokken 18.00, hvilket giver mulighed for at bruge dagen på fælles oplevelser i Nordsjælland, inden deltagerne samles til start. De to sidste dage starter løbet klokken 10.00, så der er tid til aktiviteter og samvær både før og efter dagens etape. På den måde bliver dagene i højere grad en fælles ferieoplevelse, hvor familier, venner og øvrige deltagere kan mødes på tværs af løb og aktiviteter og samles igen i eventhubben efter dagens udfordring.
- Nordsjælland har en usædvanlig kombination af natur, slotte og levende kulturhistorie. Når vi forbinder de steder med fem løbsdage og en fælles base, får deltagerne ikke bare et startnummer, men en uge med et nyt mål og nye oplevelser hver dag. Vores ambition er, at familier og venner kan rejse hertil sammen og være en del af den samme oplevelse, også selv om de ikke nødvendigvis deltager på samme måde, siger Jonas Falck Najbjerg, medstifter af Kongernes 5-dages.
Deltagere fra seks lande
'Kongernes 5-dages' blev afholdt første gang i 2023 med omkring 50 deltagere. Siden er løbet vokset, og i år deltog 169 løbere fra Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Sverige og Norge. Målet for 2027 er 500 deltagere og cirka 2.500 starter fordelt over de fem etaper.
På længere sigt er ambitionen at udvikle Kongernes 5-dages til en tilbagevendende international sommerevent, hvor motion, fællesskab og Nordsjælland som destination går hånd i hånd.
Bag løbet står brødrene Jonas Falck Najbjerg og Lasse Falck Weber og deres virksomhed Activivi I/S.
Tilmeldingen er åben på www.event.kongernes5-dages.dk.