Sorø-skoler får millioner til naturfag

Pedersborg og Frederiksberg Skole får knap to millioner til naturfag.

13.000 elever og 300 undervisere vil på landsplan komme til at nyde godt af de bevilligede penge.

13.000 elever og 300 undervisere vil på landsplan komme til at nyde godt af de bevilligede penge.

Foto: Villum Fonden

Pedersborg Skole og Frederiksberg Skole i Sorø skal have nye lokaler til natur og teknologi. Skolerne får knap to millioner kroner fra Villum Fonden til projektet.

Det skriver både Sorø Kommune og Villum Fonden i pressemeddelelser.

Den Korte Version
  • Pedersborg og Frederiksberg Skole i Sorø modtager knap to millioner kroner fra Villum Fonden til naturfag.
  • Bevillingen skal bruges til nye lokaler, udstyrskasser og udvikling af undervisningsforløb.
  • 13.000 elever og 300 undervisere i ni kommuner får glæde af Villum Fondens 30 millioner kroner.
  • Lokalerne skal indrettes til forsøg og byggeprojekter, så eleverne kan arbejde praktisk.
  • Skolerne samarbejder med Astra for at sikre sammenhæng med nye skoleplaner i 2027.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Britta Thomsen, der er skoleleder på Frederiksberg Skole i Sorø, glæder sig over de muligheder, bevillingen giver:

- Vi har i mange år ønsket at give natur/teknologi bedre rammer, for faget er virkelig skolens forsømte fag. I dag ligner vores lokaler meget almindelige klasselokaler, og de afspejler ikke den undersøgende og praktiske undervisning, som faget faktisk kræver. Med bevillingen her kan vi både opgradere faglokalerne og udvikle undervisningsforløb, der udnytter de nye muligheder i lokalerne. Det er som at vinde i Lotto.

Støtten på i alt 1.948.034 kroner skal gå til undervisningslokaler, udstyrskasser og fælles udvikling af undervisningsforløb. Arbejdet med projektet begynder nu og løber frem til 2028.

Lokalerne skal bruges til forsøg

Ifølge skolerne minder de nuværende natur- og teknologilokaler mest om almindelige klasselokaler med udstyr. Lokalerne er også blevet brugt til anden undervisning.

13.000 elever får glæde af midlerne:

Villum Fonden uddeler i alt 30 mio. kr til ni kommuner: Lolland, Rødovre, Aarhus, Brønderslev, Hvidovre, Jammerbugt, Sorø, Hjørring og Faxe.

Villum Fondens bevillinger er rettet mod forbedringer af natur/teknologi-fagets fysiske rammer, undervisernes kompetencer og udviklingen af fagdidaktiske miljøer i kommunerne.

I alt vil knap 13.000 elever og 300 natur/teknologi-undervisere få glæde af midlerne.

Det er anden gang, Villum Fonden giver ca. 30 mio. kr. til at styrke natur/teknologi-undervisningen.

Kilde: villumfonden.dk

Med støtten skal lokalerne indrettes, så eleverne kan arbejde med forsøg og byggeprojekter. Det kan blandt andet være undersøgelser af fisk eller forsøg med hammer, sav og reagensglas.

Skolerne vil også indrette lokalerne, så eleverne kan lade igangværende projekter stå fremme. På den måde behøver arbejdet ikke blive pakket væk, når en anden klasse skal bruge lokalet.

Lærere skal udvikle undervisning sammen

Thomas Bondebjerg, souschef på Pedersborg Skole, siger, at samarbejdet skal give lærerne mulighed for at hjælpe hinanden og udvikle undervisningen på tværs af skolerne.

Han peger samtidig på, at praktisk undervisning kan give flere børn mulighed for at deltage. Elever lærer på forskellige måder, og forsøg, byggeprojekter og undersøgelser kan give plads til elever, som har svært ved at læse i en bog.

- Når faget bliver praktisk med konkrete forsøg, byggeprojekter og undersøgelser, rammer vi langt bredere. Det giver plads til alle, uanset om man har let eller svært ved at læse i en bog, siger Thomas Bondebjerg.

Samarbejde med Astra

Skolerne har hentet rådgivning fra Astra, Danmarks Nationale Naturfagscenter. Rådgivningen skal blandt andet sikre, at undervisningen hænger sammen med de nye landsdækkende skoleplaner, som træder i kraft i 2027.

Britta Thomsen oplyser, at skolerne også skal arbejde med faglige netværk. Villum Fonden inviterer desuden skolerne ind i samarbejde på tværs af fondens projekter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...