KOKS fylder Glumsø med musik, Olsen Banden og sommerfest

Den 28. og 29. august er KOKS tilbage i Glumsø for 19. gang. Programmet byder blandt andet på Thomas Ring Duo, gratis pølser, open air-biograf, kræmmermarked, veteranbiler, stuntmadras og sommerfest.

Tidligere X-Factor-vinder Thomas Ring er hovednavnet på KOKS, hvor han spiller sammen med sin musikalske makker Martin Christiansen.

Tidligere X-Factor-vinder Thomas Ring er hovednavnet på KOKS, hvor han spiller sammen med sin musikalske makker Martin Christiansen.

Foto: Jonas Hesselmark

Der bliver både musik, film under åben himmel, aktiviteter for børn og voksne og stor sommerfest, når KOKS igen indtager Glumsø fredag den 28. og lørdag den 29. august.

Den Korte Version
  • KOKS vender tilbage til Glumsø den 28. og 29. august for 19. gang.
  • Programmet inkluderer Thomas Ring Duo, gratis pølser, open air-biograf og kræmmermarked.
  • Fredag aften vises 'Olsen Banden ser rødt' som open air-film.
  • Lørdag byder på aktiviteter som tennis, skydekonkurrence, hoppeborg og veteranbiler.
  • Sommerfesten lørdag aften inkluderer buffet og musik med Daniel Grubbe og DJ Stuckert.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

KOKS er en sammentrækning af Kræmmermarked, Open Air, Kulturnat og Sommerfest, og arrangementet bliver i år afviklet for 19. gang.

Bag festivalen står en arbejdsgruppe på 11 personer, som repræsenterer både byens forretningsdrivende og en række af de frivillige foreninger i Glumsø.

Thomas Ring åbner festen 

Det hele begynder fredag eftermiddag klokken 16.30, hvor Thomas Ring Duo spiller på scenen ved Café Rejseladen. Thomas Ring er tidligere vinder af X-Factor.

Senere på aftenen bliver der endnu en af de efterhånden faste KOKS-traditioner, når SuperBrugsen byder på gratis pølser og brød i festteltet fra klokken 18.

Klokken 19 begynder en musikquiz, der fortsætter frem til 20.30, mens der andre steder i byen blandt andet er Kirke Café og mulighed for kaffe, kage og popcorn ved biografen.

Fredagens finale bliver Open Air-visningen i anlægget. Her er årets film ’Olsen Banden ser rødt’, som i år kan fejre 50-års jubilæum. Filmen begynder klokken 21.30, og dermed bliver det den danske filmklassiker, der sætter punktum for festivalens første dag.

Borgmesteren åbner lørdagen

Lørdag begynder allerede klokken 7.30 med morgenkaffe i Rejseladen, inden KOKS-sangen bliver sunget fra scenen klokken 9. Et kvarter senere står borgmester Kenneth Sørensen (V) for den officielle åbning.

Herefter går det løs med kræmmermarked i Storegade og en lang række aktiviteter rundt omkring i Glumsø. Blandt andet bliver der tennis, skydekonkurrence, hoppeborg, højtlæsning for børn, fodbold, ponyridning, modeopvisning, linedance og volleyball. Der bliver også uddelt priser til årets personligheder.

Et af indslagene er igen stuntmadrassen i anlægget, som ifølge arrangørerne var særdeles populær sidste år. Her kan både børn og voksne prøve udspring fra forskellige højder.

Der kommer også veteranbiler til byen. De parkerer bag Café Rejseladen fra klokken 10 til 12, og i år bliver det muligt at komme med på en tur i nogle af bilerne.

Olsen Banden har inspireret konkurrence

Årets Open Air-film har også sat sit præg på lørdagens program. I anledning af jubilæet for ’Olsen Banden ser rødt’ har arrangørerne fundet et pengeskab frem til en konkurrence, hvor gæsterne skal forsøge at finde den eneste nøgle, der kan åbne skabet.

Nøgler bliver solgt i løbet af dagen, og den deltager, der står med den rigtige nøgle, vinder indholdet af pengeskabet. Fra klokken 15.05 kan deltagerne prøve deres nøgler, samtidig med at bandet Once A Week spiller fra scenen.

Kort efter bliver der skruet yderligere op for aktiviteterne i anlægget. Klokken 15.30 kommer brandvæsenet og afslutter eftermiddagens program med skum på bakken.

Fest til langt ud på aftenen

KOKS slutter ikke, når aktiviteterne lukker lørdag eftermiddag. Klokken 18 begynder sommerfesten i festteltet med buffet og musik. Under spisningen spiller og synger Daniel Grubbe, og fra klokken 20 tager DJ Stuckert over og fortsætter festen frem mod klokken 23. Både Daniel Grubbe og DJ Stuckert er kendte ansigter fra Ringsted Festival.

En billet til spisning og underholdning lørdag aften koster 195 kroner.

KOKS bliver drevet af frivillige kræfter og får samtidig støtte fra blandt andre Lions Suså, SuperBrugsen, ROP A/S og Zego Tech samt Trelleborg Fonden, Nordea Fonden og Næstved Kommunes eventpulje.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...