Hurra, vi har fundet den skyldige: Puttefesten

Ansvarshavende chefredaktør, Louise Pettersson.

Ansvarshavende chefredaktør, Louise Pettersson.

Foto: Thomas Olsen

En 16-årig dreng er død. En anden 16-årig er sigtet for at have dræbt ham med flere knivstik. Den forfærdelige tragedie skete under en såkaldt puttefest i Roskilde fredag.

Leder

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Sjællandske Nyheders holdning. 

Og som sædvanlig er den politiske handlekraft allerede løbet af sted med et forbud i hånden og puttefesten i sigtekornet.

Forpersonen for Danske Gymnasier vil gøre op med de store fester i parkerne. Rektor for Roskilde Gymnasium mener, at traditionen ikke hører nogen steder hjemme. Og Roskildes socialdemokratiske borgmester, Tomas Breddam, vil spørge gymnasierne, hvorfor der overhovedet skal holdes puttefester i kommunen.

Sagen er opklaret. Det var festens skyld.

Tomas Breddam kalder tragedien en »god anledning« til at evaluere, hvilke begivenheder vi samles omkring. Selve ordet puttefest betegner han som et »frygteligt begreb«.

Læs også

Hvad tror Roskildes borgmester egentlig, at putte betyder?

Ordet er en gammel betegnelse for nye små gymnasieelever. Man kan finde det fjollet og barnligt. Men i denne sag er det næppe sproget, der bør give anledning til den største forfærdelse.

En dreng blev slået ihjel med en kniv. En anden dreng havde kniven med til fest.

Da TV 2 bad Tomas Breddam forklare, hvorfor puttefester udgør et problem, ønskede han ikke at svare. Det er praktisk. Så kan borgmesteren fremstå forarget og handlekraftig uden at stå yderligere til ansvar.

For hvad vil kommunen gøre? Puttefesten i Folkeparken har ingen arrangør og ingen ansvarlig voksen, der kan indkaldes til møde på rådhuset. Unge mennesker har aftalt at mødes i en offentlig park.

Skal Folkeparken lukkes ved skolestart? Skal politiet sende de unge hjem, hvis ordet puttefest står på invitationen? Må de blive, hvis de omdøber sammenkomsten til augusthygge?

De unge finder et andet sted og et andet navn. Den, der tager en kniv med, kan stadig gøre det.

Der findes en vigtig samtale om ungdommens alkoholkultur. Danske unge drikker meget, og nogle langt mere, end de kan tåle. Ved store, uorganiserede fester kan der opstå slagsmål, overgreb og farlige situationer. Alt dette fortjener opmærksomhed fra skoler, forældre, kommune og politi.

Men man må kunne holde to tanker i hovedet på samme tid. Det er åbenbart blevet en krævende politisk disciplin.

Özlem Cekic bruger på LinkedIn drabet som afsæt for et langt opslag om danskernes alkoholvaner. Vi drikker til alt, skriver hun.

Det er imponerende, hvor hurtigt et knivdrab kan forvandles til en generel opsang til danskere, der drikker vin til maden.

Vi ved ikke, hvilken rolle alkohol eventuelt spillede. Vi ved, at politiet mener, at knivstikkeriet udsprang af en konflikt mellem de to drenge, som var opstået før deres møde i Folkeparken. Vi skal ikke gætte på motivet eller opfinde grupperinger, som politiet ikke har fortalt offentligheden noget om.

Men vi må fastholde det åbenlyse. Alkohol lægger ikke en kniv i lommen på en 16-årig.

Den virkelige debat er langt mere ubehagelig. Den handler om, hvorfor nogle ganske unge mennesker færdes med kniv. Om miljøer, hvor vold, trusler og dominans kan blive en måde at vinde respekt og afgøre konflikter på. Om unge mænd, der lærer, at ydmygelse skal gengældes, at man aldrig må tabe ansigt, og at frygt hos andre kan forveksles med anerkendelse.

Den debat gør ondt. Den kræver, at vi undersøger, hvilke normer der hersker i de unges fællesskaber, og hvem der har svigtet undervejs.

Men så er det nemmere at tale om puttefester og alkohol.

At erklære ordet puttefest for frygteligt og derefter nægte at forklare sig er ikke lederskab eller løsningen på noget som helst. Gør det bedre, Tomas Breddam – det fortjener din kommune og alle de unge mennesker i den.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...