Hjerteflimmer tvinger Bente Eskesen væk fra revyscene

Bente Eskesen må på grund af sygdom melde fra til resten af sæsonen i Nykøbing FDalster Revyen og erstattes af Vicky Berlin.

Bente Eskesen må på grund af sygdom melde fra til resten af sæsonen i Nykøbing FDalster Revyen og erstattes af Vicky Berlin.

Foto: Rune Buch

På grund af sine problemer med sygdommen atrieflimren - hjerteflimmer - spiller Bente Eskesen, Bjergesø, alligevel ikke den sidste del af sæsonen i Nykøbing Falster Revyen, landets næststørste revy. 

Skuespiller Vicki Berlin er med kort varsel trådt til og spiller hendes roller.

Bente Eskesen og revydirektør Mickey Pless har i fællesskab besluttet, at den kendte skuespiller nu skal koncentrere sig om sit helbred, efter at hun har fået hjerteflimmer, som kommer og går.

- Bentes helbred er trods alt det allervigtigste, og det at medvirke i en revy og stå på scenen hver aften belaster både krop og sind. Derfor skal hun nu først og fremmest passe godt på sig selv, udtaler Mickey Pless i en pressemeddelelse.

Problemer vendte tilbage

Bente Eskesen fortalte den 5. august i Nordvestnyt, at hun har valgt helt at stoppe med at spille revy, når sæsonen i Nykøbing Falster Revyen er færdig.

På interview-tidspunktet havde hun været sygemeldt i fire dage på grund af hjerteflimmer, havde det meget bedre, og var på vej tilbage til Nykøbing Falster Revyen.

Men problemerne med hjerteflimmer vendte tilbage.

Derfor har hun og revydirektør Mickey Pless nu taget beslutningen om, at hun ikke skal på scenen mere i Nykøbing Falster Revyen.

Stor betydning for revy

Bente Eskesen har medvirket i Nykøbing Falster Revyen i tre sæsoner, og hendes indsats har haft stor betydning.

- Vi skylder Bente en kæmpe stor tak for alt det, hun har betydet for revyen gennem de tre sæsoner. Hun er en ener, en fantastisk skuespiller og en fantastisk kammerat, som vi kommer til at savne meget. Vi ønsker hende rigtig god bedring og håber, at hun snart er helt på toppen igen, siger Mickey Pless.

Skuespiller Bente Eskesen er tidligere direktør for DragsholmRevyen i Odsherred og kendt som ét af landets mest dedikerede revymennesker.

Hun blev i 2022 hædret af revybranchen med prisen "Årets Dirch".

For nyligt fejrede Nykøbing Falster Revyen hendes 50 års skuespillerjubilæum.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...