Politiet var lørdag formiddag til stede ved en større brand i en industribygning på Egegardsvej i Gadstrup hos virksomheden Verdis.
Der var kraftig røgudvikling fra branden, og røgen kan være sundhedsskadelig, skrev vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi på Politi Update.
Vagtchef Benjamin Rasch oplyser til Dagbladet Roskilde, at man regner med, at branden vil være i gang i flere dage endnu.
- Der er gået ild i nogle plasticrester, og de udvikler giftig røg. Dog er vi så heldige, at det blæser i en gunstig retning, fortæller vagtchefen.
Det betyder, at man godt kan gå ud, men at man, hvis man lugter røg, skal gå væk igen.
- Vi tager løbende bestik at situationen, og melder ud hvis tilstanden ændrer sig.
Han opfordrer til at slukke for ventilation, aircondition og andre anlæg, der trækker luft ind udefra.