Midt- og Vestsjællands Midt- og Vestsjællands Politi er fredag aften massivt tilstede i området ved Folkeparken på Louisevej i Roskilde, hvor de efterforsker et voldsom knivoverfald.
En 16-årig dreng er blevet ramt, og han er i alvorlig tilstand. Politiet anholdte efterfølgende en ung mand, som de mistænker for at stå bag knivstikkeriet.
En gruppe piger, der netop er blevet afhørt af politiet, fordi de kender offeret, fortæller til Dagbladet Roskilde, at de ikke så overfaldet ske, men at de er meget påvirkede af situationen.
- Det er så skræmmende. En ting er, at det sker i vores by, men at det sker til en fest, man er en del af og ikke mere end 50 meter fra, hvor man er, det kan jeg slet ikke forstå, lyder det fra Alma.
Hun startede i 1g denne uge, og mødtes med sine venner ved 16-tiden for at deltage i den traditionelle “puttefest” i Folkeparken, hvor 1g’ere fra alle byens gymnasier traditionen tro fejrer deres første uge på uddannelsen.
Pludselig landede der en lægehelikopter
Knap halvanden time efter blev festen afbrudt, da en lægehelikopter pludselig landede, fortæller hun. Ikke længe efter begyndte snakken at gå og hurtigt stod det klart, at offeret var klassekammerat til hendes bedste veninde.
Hun fortæller, at nogle af deres venner var til stede og så, hvordan offeret blev stukket ned med kniv.
- Han er så sød. Jeg kan ikke gætte mig til, hvorfor nogen ville gøre det mod ham. Og endda planlægge at gøre det, siger Alma med henvisning til, at overfaldsmanden, hvad hun har fået fortalt, havde medbragt en kniv.
— Jeg havde glædet mig til at hygge med alle de andre 1.g’ere, efter vi alle er startet den her uge. Det er også den skræmmende del - at gerningsmanden også må have været en af os.
- Vi kender jo alle hinanden på kryds og tværs. Det er derfor, det er så surrealistisk, uddyber hun.
Den voldsomme oplevelse til trods håber vennerne, at de kan fortsætte festen. Uanset har de i hvert fald planer om at bruge aftenen sammen.
- Folk er rigtig gode til at passe på hinanden og trøste dem, der er berørte af det, slutter Alma.