Fredensborg byråd inviterer torsdag 27. august borgerne til borgermøde om kommunens kommende budget for 2027-2030.
På mødet vil kommunen gennemgå den aktuelle økonomiske situation og de udfordringer og prioriteringer, som politikerne står overfor, når budgetforhandlingerne skal på plads.
Der bliver samtidig mulighed for, at borgerne kan stille spørgsmål direkte til borgmesteren og kommunens administration.
Borgermødet kommer på et tidspunkt, hvor der er udsigt til en vanskelig budgetproces. Kommunens økonomi er blandt andet presset af stigende udgifter på flere af de specialiserede områder.
I administrationens første budgetvurdering for 2027-2030 blev der peget på betydelige økonomiske udfordringer. Blandt andet forventes der stigende udgifter på familieområdet samt Handicap og Psykiatri, mens også andre områder kan få betydning for kommunens økonomi.
Samtidig skal politikerne finde plads til kommunens øvrige prioriteringer og sikre, at økonomien hænger sammen i hele budgetperioden.
Er offentliggjort
Borgermødet finder sted kort efter, at kommunen har offentliggjort det materiale, som byrådet skal bruge i de kommende budgetforhandlinger.
Materialet blev gjort tilgængeligt på kommunens hjemmeside fredag 14. august klokken 12.
Borgere, der gerne vil vide mere om kommunens økonomiske situation og de udfordringer, politikerne står overfor, kan derfor allerede inden mødet dykke ned i blandt andet budgetforudsætninger, økonomiske vurderinger og de politiske prioriteringer.
Mulighed for at spørge politikerne
Borgermødet giver samtidig borgerne mulighed for at få svar på nogle af de spørgsmål, der kan være svære at finde svar på i de mange sider med budgettal.
Det kan eksempelvis være spørgsmål om, hvilke områder der kan blive ramt af besparelser, hvilke velfærdsområder der skal prioriteres, og hvordan kommunen vil håndtere de stigende udgifter på nogle af de specialiserede områder.
Mødet finder sted i Rådhuskælderen på rådhuset i Kokkedal torsdag 27. august mellem klokken 17 og 18.30.
Kommunen oplyser, at borgermødet er åbent for borgere, som ønsker at høre mere om budgettet og stille spørgsmål til borgmesteren og administrationen.