Carl-Mar Møller er død. Det skriver Ekstra Bladet. Forfatteren og sexologen er ifølge offentlige registre gået bort. Heraf fremgår det, at han døde torsdag den 13. august.
Han blev 72 år gammel.
Carl-Mar Møller var især kendt som sexolog og parterapeut. Han arbejdede med parforhold, seksualitet, kønsroller og personlig udvikling, og var kendt for at holde legendariske happenings og polterabender på sin gård i Kokkedal, som blandt andet bestod af nøgenhed og fysiske udfordringer.
Carl-Mar Møller blev til tider opfattet som kontroversiel, og han gjorde sig landskendt med meget direkte bøger, foredrag og i manges øjne grænseoverskridende terapiformer.
Udover tv-optrædener skrev han flere bøger, blandt andet om mænd, kvinder, sex og parforhold. Blandt de kendte titler er 'Hvad kvinder ikke ved om mænd', 'Bliv en bedre kæreste', 'Seksualitet og følelser' (1998) og 'Hvordan skaber du stærke børn?'.
I tv medvirkede han blandt andet i 2003 i flere udgaver af realityprogrammet 'Big Brother' VIP', ligesom han var med i TV 2-programmerne 'FC Zulu' og 'Zulu djævleræs'.
Han uddannede selv terapeuter på sin egen sexolog-, par- og psykoterapeutuddannelse, som han startede i 1985.