Afsløring: Nye danske kørekort kan ikke bruges i udlandet

Tusinder af danskere køre rundt med et kørekort, som de ikke kan bruge i udlandet. Langt de fleste nyere kørekort giver ikke længere adgang til at køre med manuelt gear i bilen i udlandet.

Mange nye kørekort kan ikke bruges i udlandet, hvis man vil køre med manuelt gear.

Mange nye kørekort kan ikke bruges i udlandet, hvis man vil køre med manuelt gear.

Foto: Arkivfoto

Dagbladet Ringsted kan i dag afsløre, at langt de fleste nyere danske kørekort ikke kan bruges i udlandet. I hvert ikke hvis du kører i en bil med manuelt gear.

Mange tusinde danske bilister risikerer, at de ikke kan få lov til at køre videre, hvis de bliver stoppet af politiet i udlandet. 

Den Korte Version
  • Danske kørekort med kode 148 kan ikke bruges til manuelt gear i udlandet.
  • Over 80% af nye danske bilister har kørekort med kode 148.
  • Færdselsstyrelsen har ændret vejledningen uden at informere kørelærerne.
  • Kørelærere og elever er frustrerede over manglende information og konsekvenserne.
  • Danske Kørelæreres Landsforbund mødes med Færdselsstyrelsen 24. august for at diskutere problemet.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Siden 2024 har danskere kunnet vælge at gå op til køreprøve i enten en bil med automatgear eller med manuelt gear. Langt de fleste – over 80 procent – har siden valgt at tage køreprøven med automatgear.

Hvis man består køreprøven og derudover har taget mindst syv køretimer i en bil med manuelt gear, får man et kørekort, hvor der står kodenummer 148.

Dur kun i Danmark

Netop den slags kørekort har langt, langt de fleste valgt at få de sidste par år. Kørekortet giver tilladelse til at køre biler med både automatgear og manuelt gear i Danmark.

Men kun i Danmark viser det sig nu. I udlandet har personer med et kørekort med kode 148 ikke lov til at køre med manuelt gear. 

På Færdselsstyrelsens hjemmeside kan man læse vejledninger for gyldigheden af de forskellige typer kørekort. Indtil for nylig, stod der ikke noget som helst om, at kørekort med kode 148 havde nogen begrænsninger i udlandet.

Kørelærere overrasket

Men nu er der pludselig dukket en ny vejledning op på styrelsens hjemmeside. Nu står der, at koden 148 kun gælder i Danmark, og man ikke må køre med manuelt gear i udlandet.

Danske Kørelæreres Landsforbund er rystede over de nye oplysninger.

- Vi er meget overraskede over den nye fortolkning. Det er det stik modsatte af, hvad Færdselsstyrelsen fortalte os, da de indførte de nye regler i 2024. Færdselsstyrelsen sagde til os på et møde, at det var så godt som sikkert, at de nye kørekort også ville gælde i udlandet, fortæller formand Allan Sørensen til Dagbladet.

Kørelærer i Ringsted, Marianne Kugelmann, er også overrasket over de nye oplysninger fra Færdselsstyrelsen.

- Der er allerede en kunde, der har ringet, og som var rystet over, at han ikke kunne bruge sit kørekort i udlandet. Han spurgte os om, hvad han skulle gøre, men vi kan kun henvise vores køreelever til Færdselsstyrelsen, siger Marianne Kugelmann og fortsætter:

- Det er jo helt hen i vejret. Der er rigtig mange, der kommer i klemme på grund af det her. Hos mig er det over 80 procent af alle elever, der får et kørekort med kode 148. Den kode kender myndighederne i udlandet slet ikke, og så der er nogle bilister, der kan komme i klemme, siger Marianne Kugelmann.

Ingen information

Hun forstår slet ikke, at kørelærerne ikke har fået nogen information fra Færdselsstyrelsen om den nye fortolkning af kode 148 på kørekortet.

- Jeg fik det at vide af en anden kørelærer, der tilfældigvis havde set det på Færdselsstyrelsens hjemmeside, fortæller Marianne Kugelmann.

Kørelærer Marianne Kugelmann er overrasket over, at mange af de kørekort, hendes elever har taget, ikke længere kan bruges, som lovet.
Kørelærer Marianne Kugelmann er overrasket over, at mange af de kørekort, hendes elever har taget, ikke længere kan bruges, som lovet. Foto: Privat

En anden kørelærer, Jacob Nordby, oplevede en noget kontant reaktion fra en køreelevs far.

- En far til en elev ringede og skældte os ud for at have ført hans barn bag lyset. Han forlangte, at vi skulle betale for køretimer med manuelt gear og en ny køreprøve med manuelt gear, fortæller Jacob Nordby, der tidligere har været kommunaldirektør i Ringsted Kommune.

Har klaget

Han har klaget til Færdselsstyrelsen over, at fortolkningen af reglerne er blevet ændret, siden de blev indført for to år siden. Han har fået afslag på sin klage.

- Men jeg har klaget over afslaget. De kan ikke bare lige lave reglerne om. Vi har jo i god tro sendt hundredvis af køreelever ud med kørekort, de måske ikke kan bruge i udlandet som lovet, siger han til Dagbladet Ringsted.

Danske Kørelæreres Landsforbund skal 24. august have et møde med Færdselsstyrelsen om sagen. Men formand Allan Sørensen har ikke nogen anelse om, hvordan Færdselsstyrelsen vil løse problemet.

- Jeg ved ikke, om alle skal have et nyt kørekort, eller om de skal have en ny køreprøve for at måtte køre med manuelt gear i udlandet. Det må være op til Færdselsstyrelsen at løse problemet. Hvis de ikke vil løse problemet selv, så må vi jo gå til politikerne på Christiansborg, siger Allan Sørensen.

Dagbladet har sendt en række skriftlige spørgsmål om sagen til Færdselsstyrelsen. Men på trods af, at vi har rykket, er det ikke lykkedes at få styrelsens svar inden deadline.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...