I alt 600 biler blev stoppet, da en klasse fra Politiskolen torsdag eftermiddag var ude for at få sig nogle praktiske erfaringer med at lave færdselskontrol forskellige steder i Greve og Karlslunde.
Eleverne var til stede på Køge Bugt Motorvejen ved Karlslunde, Greve Centervej og Hundigevej.
Undervejs blev der skrevet sager på 21 bilister, der ikke havde medbragt deres kørekort, to der kørte bil uden at have den fornødne førerret, en der kørte uden at have førerret til den rette kategori af køretøj, en person der blev sigtet for at køre under påvirkning af stoffer, og en sag om fejl og mangler på køretøjet.
Yderligere en person blev sigtet for at overlade sin bil til en person uden kørekort.