Menighedsrådet ved Kirke Saaby og Kisserup Kirker kan nu indvie kunstværket Tingsted for Børn, der bliver muligt gennem en gave fra Helen Henriksen, som i 2024 betænkte menighedsrådet i sit testamente. Helen Henriksen ønskede, at gaven skulle bruges på kunst og forskønnelse omkring Kirke Saaby Kirke.
Menighedsrådet markerer derfor hele to indvielser af det nye kunstværk. Søndag 30. august klokken 10.30 inviterer menighedsrådet til gudstjeneste i Kirke Saaby Kirke, hvorefter man afslører kunstværket ved blodbøgen foran kirken. Mandag 31. august klokken 10.00 følger endnu en indvielse, hvor elever fra Kirke Saaby Skole og borgmester Michael Ralf Larsen deltager.
'Tingsted for Børn' er skabt af billedhugger Laila Westergaard i granit. Værket består af femten sten, der står i en cirkel som et tingsted. På hver af stenene har kunstneren hugget portrætter af børn. I centrum danner chaussésten bunden, og her kan man læse indhuggede spørgsmål som 'Hvor går tiden hen?' eller 'Er det sjovt at være voksen?'.
- Tingstedet giver børn og deres voksne mulighed for at lege og sidde på stenene og have samtaler om livet, historien og dem selv. Vi kan ikke tidligt nok lære vores børn om den demokratiske samtale, fællesskabets nødvendighed og den fælles historie der binder os sammen i små og store fællesskaber, siger billedhugger Laila Westergaard.
For menighedsrådet rækker kunstværkets idé tilbage til landsbyfællesskabernes gamle tingsteder, hvor beboerne samledes til vigtige samtaler og fælles beslutninger.
- Vi har fået mulighed for at etablere dette kunstværk lige udenfor kirkeporten og overfor vores skole, ved den flotte blodbøg og mindestenen for befrielsen i 1945. Vi håber og tror, at Tingstedet vil blive et samlingspunkt for både børn og voksne, hvor omgivelserne minder om vores fælles historie og værdier, siger formand for menighedsrådet, Peter Lindbæk.
Menighedsrådet byder på lidt at spise og drikke ved begge indvielser og opfordrer både børn og voksne til at bruge Tingstedet til leg, samtaler, frokostpauser eller eftertænksomhed.