Det er svært ikke at have en vis sympati for Frederikssund Gymnasium.
Elever fra Slangerup oplever problemer med busserne. De kommer for sent, frygter fravær og er trætte af usikkerheden. Så gymnasiet har gjort noget ved det: Skolen har leaset en minibus, og pedellen sætter sig bag rattet og kører eleverne frem og tilbage.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Det er faktisk ganske entreprenant. Gymnasiet har spottet et problem og fundet en løsning.
Men, det er mærkeligt, at det tilsyneladende er nødvendigt. Ikke kun, fordi man selvfølgelig burde kunne regne med, at busserne kører nogenlunde til tiden.
Men mest af alt, fordi vi ikke taler om unge fra en afsidesliggende landsby med 30 kilometer til nærmeste ungdomsuddannelse. Vi taler om 17- og 18-årige, der skal fra Slangerup til Frederikssund. En distance på omkring otte kilometer .
En af eleverne glæder sig over, at minibussen betyder, at han kan sove længere. En anden fortæller, at hun nogle gange beder sin mor køre, fordi Rejseplanen ser “irriterende ud”.
Man får lyst til forsigtigt at pege på cykelskuret.
Dårlig kollektiv trafik er et reelt problem. Især uden for de større byer, hvor nedlagte ruter og få afgange faktisk kan begrænse unges muligheder for at vælge uddannelse.
Men netop derfor bør vi også kunne skelne mellem reelle transportproblemer og almindeligt hverdagsbesvær.
At skulle tage en tidligere bus er besværligt. At skulle vente på skolen er kedeligt. Og at cykle de otte kilometer kræver, at man lige om lidt skal finde skihandskerne frem og bide tænderne sammen.
Men 17- og 18-årige er på vej ind i voksenlivet, og ja, voksenlivet er besværligt. Det er en del af rollebeskrivelsen, at man alligevel får hverdagen til at hænge sammen - selvom Rejseplanen er irriterende. Man tager ansvar for sit eget.
Frederikssund Gymnasium fortjener sådan set ros for at finde en løsning.
Men eleverne kunne måske også selv have fundet én. Den har to hjul.