Den nye cheftræner er blevet positivt overrasket over Taastrup FC og går ind til sæsonen med stor tro på både truppen og projektet. Men én ting er helt klar: Taastrup FC skal spille for at vinde.
Tonny Brogaard har fået en stærk start som ny cheftræner i Taastrup FC.
Efter opstarten er han både imponeret over klubben, faciliteterne, trænerteamet og den trup, han skal forsøge at føre til oprykningsspillet i foråret.
- Jeg er blevet sindssygt positivt overrasket over Taastrup FC som klub. Vi har haft en rigtig fin opstart, hvor jeg først og fremmest har haft fokus på at bygge videre på det flotte arbejde, som Stokke (Frederik Stokholm), Jonathan (Sivert) og Bo (Kampmann) leverede i sidste sæson, fortæller cheftræneren.
Brogaard er samtidig begyndt at implementere sine egne idéer og træningsmetoder, og her arbejder han især på samarbejdet med Jonathan, Stokke og Bo.
- De er sindssygt dygtige til at tage mine krav, idéer og tanker til sig og videreformidle dem til spillerne. Det gør det virkelig nemt at få tingene implementeret på banen, siger Tonny Brogaard.
En trup med stor konkurrence
Cheftræneren mener, at Taastrup FC har fået sammensat en stærk og bred trup.
- Vi har fået sat en rigtig god trup, hvor alle presser hinanden, og hvor vi er godt dækket ind med minimum to spillere på hver position. De har taget nogle store skridt allerede i opstarten og viser, at de bestemt kan være med på det her niveau, fortæller Tonny Brogaard.
Der er dog også kommet skader til flere spillere, som trænerteamet så som potentielle startere.

Når Taastrup FC går på banen, skal der ikke være tvivl om, hvad man ser. Brogaard vil have et aggressivt Taastrup FC, der presser højt og tør tage initiativet.
- Vi skal ikke ud og spille fodbold efter modstanderen – vi skal være det hold, som får modstanderen til at rette ind efter os, siger han og håber samtidig, at tilskuerne bliver en aktiv del af kampene.
Det skal ikke kun være mål, der udløser reaktioner. Pres, tacklinger, erobringer og stærke defensive aktioner skal også kunne mærkes på sidelinjen.

Top 2 og hele byens hold
Klubbens målsætning er klar: Top 2 og oprykningsspil til Danmarksserien. Men ambitionen skal samtidig bygges på en stærk lokal identitet. Omkring 75 procent af truppen har været omkring Taastrup FC’s ungdomsafdeling.
- Vi ønsker virkelig at få hele byen og klubben med og føle, at det er deres hold, siger sportschef Morten Lethan Albrechtsen, der deler ambitionen med sin cheftræner.
- Det skal vi gøre med de her gutter, som i høj grad er Taastrup-drenge og Vestegns-drenge. Vi vil gerne skabe en følelse af, at det her ikke kun er vores hold – det er hele byens hold, siger Tonny Brogaard.
Taastrup FC's fik en god sæsonstart med en 2-0-sejr hjemme over Ballerup-Skovlunde Fodbold i sæsonens første kamp.