Kamera fundet i loftet i garderobe på hospital

Medarbejderne skal kunne gå trygt på arbejde. Derfor er det grænseoverskridende at opleve, at nogen har sat et kamera op, siger vicedirektør. Sagen er anmeldt til Nordsjællands Politi.

Skjult kamera er fundet i garderobe for kvindeligt ansatte på hospital.

Skjult kamera er fundet i garderobe for kvindeligt ansatte på hospital.

Foto: Allan Nørregaard

Opdateret med nye oplysninger torsdag klokken 14.15.

Et kamera er blevet fundet sat op i loftet i en garderobe, hvor kvindelige medarbejdere på Nordsjællands Hospital klæder om. 

Sagen er anmeldt til Nordsjællands Politi, der efterforsker sagen. Kameraet blev fundet fredag 7. august.

I en tidligere version af denne artikel skrev vi, at der var tale om et skjult kamera. Men der er tale om et vildtkamera, som var monteret synligt i loftet, oplyser vicedirektør Pernille Claudius Welinder, Nordsjællands Hospital

- Kameraet blev opdaget af en medarbejder, der undrede sig og kontaktede sin leder, siger vicedirektøren.

Det vides ikke, hvor længe kameraet har siddet i garderoben, eller hvilke medarbejdere, der kan være blevet filmet. Men de 24 medarbejdere, som aktuelt har skabe i den pågældende garderobe, er blevet orienteret om fundet.

- Vi har skrevet en mail til samtlige 24 medarbejdere om fundet, og via vores Med-udvalg er alle ledere på hospitalet blevet informeret, ligesom vi har lagt det ud til alle medarbejdere på vores intranet, siger Pernille Claudius Welinder.

Her opfordres der til, at man kontakter sin ledelse, hvis man har oplysninger - eller ringer direkte til Nordsjællands Politi på 114, hvis man har oplysninger om kameraet eller har oplevet mistænkelig adfærd.

-Det er vigtigt, at man trygt kan tage på arbejde, og man skal trygt kunne klæde om. Vi tager sagen meget alvorligt, da det er totalt grænseoverskridende. Vi ved ikke, hvor længe kameraet har hængt der, eller om eventuelle optagelser er blevet tilgået. Men uanset hvad det er, hører det ingen steder hjemme, siger vicedirektøren.

Udover mailen til de pågældende 24 medarbejdere, der har benyttet garderoben, er eller vil de blive kontaktet af deres nærmeste leder med tilbud om en opfølgende samtale om episoden.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...