Nu er gangene på Zbc's skoler fyldt med liv, da nye elever mødte op til første skoledag på både gymnasiale uddannelser, 10. klasse og erhvervsuddannelser i blandt andet Holbæk.
For nogle var det første gang på en ny uddannelsesinstitution. For andre var det begyndelsen på den uddannelse, de længe havde drømt om.
På Zbc i Holbæk var 17-årige Matthias Lucas Hansen og Mathilde Jensen blandt de mange elever, der havde deres første dag på Zbc. Selvom de havde valgt hver sin retning, var følelsen den samme, da de trådte ind ad døren.
– Jeg er lidt nervøs og spændt, fordi det er en ny skole. Man ved jo ikke helt, hvordan det bliver endnu, siger Matthias Lucas Hansen.
For Matthias Lucas Hansen er første skoledag også første skridt mod en fremtid som pædagogisk assistent. Drømmen opstod i 10. klasse, da han begyndte at undersøge, hvordan han kunne arbejde med børn, men det endelige skub kom hjemmefra.
– Jeg har to niecer, og når jeg er sammen med dem, elsker jeg at lege med dem og give dem en form for glæde. Det fik mig til at tænke på at blive pædagogisk assistent, siger Matthias Lucas Hansen.
Mathilde Jensen har også valgt uddannelse ud fra en oplevelse, der gjorde indtryk på hende. Efter en praktik på et plejehjem, som senere udviklede sig til et job, blev hun sikker på, at social- og sundhedsområdet var den rigtige vej.
– Det handler nok meget om, at det er meget bredt i forhold til aldersgruppen. Man kan både arbejde med unge mennesker og ældre, siger Mathilde Jensen, der i dag startede på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
Nervøsiteten forsvandt hurtigt
Selvom begge mødte op med sommerfugle i maven, gik der ikke længe, før nervøsiteten blev afløst af en følelse af at høre til. Matthias Lucas Hansen oplevede hurtigt, at de andre elever havde det ligesom ham.
– Man kan godt mærke, at folk er lige så nervøse, som jeg selv er. Så føler jeg mig mere tryg, fordi jeg ikke er den eneste, der er nervøs fra start, siger Matthias Lucas Hansen.
Mathilde Jensen fik samme oplevelse allerede på den første dag.
– Jeg var meget nervøs til at starte med, men folk er meget imødekommende, og underviserne er også meget søde. Jeg føler allerede, at der er gode tegn på, at det nok skal blive godt, siger Mathilde Jensen.
Første skoledag handlede om at finde klasselokaler, møde nye klassekammerater og få de første indtryk af hverdagen på uddannelsen. For både Matthias Lucas Hansen og Mathilde Jensen er håbet, at de kommende år ikke kun giver faglig viden, men også nye venskaber. Og hvis ét råd skal gives videre til næste hold af nye elever, ja så lyder det sådan her.
– Man skal bare møde op. Man skal være smilende og vise den bedste side af sig selv, slutter Matthias Lucas Hansen.