Matas group løfter omsætning og indfører ny ledelse

Kvartalsregnskab viser en omsætning på 2,16 milliarder kroner i første kvartal af regnskabsåret 2026/27

Kvartalsregnskab viser en omsætning på 2,16 milliarder kroner i første kvartal af regnskabsåret 2026/27

Foto: Presse

Matas Group, der har hovedsæde i Allerød, melder om stigende omsætning i årets første kvartal og indfører samtidig en ny ledelsesstruktur på tværs af Norden for at accelerere væksten.

Matas Group står bag Matas i Danmark og KICKS i Sverige, Norge og Finland, og det kvartalsregnskab, der blev offentliggjort onsdag, viser en omsætning på 2,16 milliarder kroner i første kvartal af regnskabsåret 2026/27. Det svarer til en stigning på 4,2 procent for hele koncernen sammenlignet med samme periode sidste år. Det er især Matas Danmark, der trækker væksten med en stigning på 4,9 procent. Online-omsætningen i Danmark er vokset med 17,4 procent.

- Det går godt i Danmark. Men KICKS - særligt i Sverige - har gennem nogen tid været udfordret på omsætning og indtjening. Det skal der gøres noget ved. Derfor ændrer og forenkler vi organisationen og ledelsen i Norden, så vi kan rykke endnu tættere på kunderne og bedre udnytte det potentiale, vi har som samlet nordisk vækstvirksomhed, siger Group CEO, Mette Uglebjerg.

For at styrke eksekveringen får hvert land nu selvstændigt ansvar for profitabel vækst med landechefer, der refererer direkte til Group CEO.

- Landecheferne skal have et skarpt fokus på at bringe os endnu tættere på forbrugerne i hvert enkelt marked. Forbrugerne i de nordiske lande ligner hinanden langt mere end vi er forskellige – men opgaverne er forskellige på hvert enkelt marked, og derfor sætter vi nu et hold, hvor ansvaret for udvikling og vækst bliver helt tydeligt, siger Mette Uglebjerg.

Fastholder vækstmål

Matas Group fastholder forventningen om en samlet vækst i omsætningen på 2-6 procent for hele regnskabsåret. 

Koncernen igangsætter desuden et aktietilbagekøbsprogram på op til 100 millioner kroner. Forventningen er, at den nye organisation vil give årlige besparelser på 45-50 millioner kroner fra 2027/28.

- Vi skal forenkle for at vokse. Kompleksitet, forskellige arbejdsgange og uklare ansvarsforhold har stået i vejen for effektivitet og evnen til hurtig omstilling. Det gør vi nu noget ved. Vi sætter et bredt nordisk ledelseshold, hvor ansvaret er klart og mandatet tydeligt, så vi kan gøre Matas klar til fremtidens vækst, siger Mette Uglebjerg.

De vigtigste positioner i den nye ledelse er allerede udpeget, og Stefan Kirkedal fortsætter som Country Manager for Danmark

Den nye organisation træder i kraft torsdag 1. oktober.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...