Stor stigning i rotteanmeldelser på Stevns - sådan undgår du at få en ubehagelig regning

Mængden af rotter er også i Stevns Kommune steget betydeligt.

Mængden af rotter er også i Stevns Kommune steget betydeligt.

Foto: Kenn Thomsen

Stevns Kommune har oplevet en betydelig stigning i antallet af rotteanmeldelser i perioden fra 2023 til 2025. Nye tal fra Miljøstyrelsen, indhentet af forsikringsselskabet Alm. Brand, viser, at kommunen gik fra 719 anmeldelser i 2023 til 1.114 anmeldelser i 2025. Det betyder 395 flere anmeldelser, hvilket svarer til en stigning på 54,9 procent.

Udviklingen i Stevns følger en landsdækkende tendens. På landsplan blev der i 2025 registreret 197.639 anmeldelser om rotter ved boliger. Det er en stigning på næsten 40 procent sammenlignet med 2023, hvor der var 141.854 anmeldelser.

- Den markante stigning i rotteanmeldelser bør få alarmklokkerne til at ringe. Rotter kan på meget kort tid udvikle sig fra en mindre gene til et alvorligt og dyrt problem. De kan ødelægge kloakker, ledninger, isolering og andre installationer, og derfor er det afgørende at reagere hurtigt, så snart du opdager tegn på rotter, siger Vice President for Bygning og Bolig i Alm. Brand, Jan Graversgaard.

Jan Graversgaard peger på, at boligejere kan gøre meget for at mindske risikoen for rotter omkring boligen.

- Det vigtigste er at gøre boligen så lidt attraktiv som muligt for rotter. Sørg for, at kloakken er tæt, hold affaldsbeholdere lukkede, undgå madrester omkring foderbræt og fedtbakker ved grill, og vær opmærksom på huller, sprækker og tegn som ekskrementer eller gravegange, siger han og tilføjer:

- For mange boliger kan det også være en god idé at få monteret en rottespærre i kloaksystemet, da den kan forhindre rotter i at trænge ind gennem stikledningen. Jo tidligere problemet bliver opdaget, desto mindre bliver skaderne, lyder det fra Jan Graversgaard.

Rotter kan trænge ind gennem selv små åbninger og gnave sig gennem kloakrør, isolering og elinstallationer. Mange opdager først problemet, når skaden er sket.

- Rotterne er én udfordring – regningen kan være en anden. Mange boligejere er ikke klar over, at dækning for rotteskader ofte kræver en udvidet husforsikring. Derfor bør man hurtigt få undersøgt boligen ved mistanke om skader. Jo tidligere problemet bliver vurderet, desto større er chancen for at begrænse både skaderne og omkostningerne, siger Jan Graversgaard.

Hvis der er observeret rotter i boligen, opfordrer Alm. Brand til at anmelde det til kommunen, som står for rottebekæmpelse. Derefter bør boligen undersøges for eventuelle skader.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...