Ti år med sved, sammenhold og frivillighed

For ti år siden klippede borgmester Thomas Lykke Pedersen snoren til Humlebæk Fitness Forening. Lørdag vendte han tilbage for at fejre jubilæet sammen med medlemmer, frivillige og instruktører.

Borgmester Thomas Lykke Pedersen var lørdag med til at fejre Humlebæk Fitness Forenings 10-års jubilæum.

Borgmester Thomas Lykke Pedersen var lørdag med til at fejre Humlebæk Fitness Forenings 10-års jubilæum.

Foto: Humlebæk Fitness Forening

Der blev både svedt, grinet og konkurreret, da Humlebæk Fitness Forening lørdag markerede sit 10-års jubilæum.

Fra klokken 13 til 16 var der aktiviteter i og omkring foreningen, hvor fremmødte blandt andet kunne prøve kræfter med indoor cycling, jumping fitness, dødløft og headstand - med mulighed for at vinde præmier undervejs. Der var også rig mulighed for at få en snak med instruktører og holdtrænere.

Og da kræfterne skulle genoplades, stod en foodtruck klar med pita og fitness-fritter.

Men dagen handlede først og fremmest om at fejre de mennesker, der gennem et årti har været med til at skabe foreningen.

Her bliver der ikke bare opbygget muskler. Der opbygges også nye venskaber og bekendtskaber.

Thomas Lykke Pedersen, borgmester Fredensborg Kommune

Formand Tonny Wiberg Gümoes lagde i sin tale vægt på, at Humlebæk Fitness fra begyndelsen havde en ambition om at være mere end et sted, hvor man træner.

- Da vi åbnede foreningen for 10 år siden, var det med en drøm om at skabe et sted, hvor alle kunne føle sig velkomne. Et sted, hvor motion ikke kun handler om at blive stærkere fysisk, men også om at skabe relationer, glæde og et stærkt lokalt fællesskab.

Ifølge formanden er det især de frivillige, der har været afgørende for udviklingen.

- Humlebæk Fitness Forening er drevet af frivillighed. Bag det hele står mennesker, som bruger deres fritid på at gøre en forskel for andre.

Der blev både svedt, grinet og konkurreret, da den lokale fitness.-forening fejrede sit jubilæum.
Der blev både svedt, grinet og konkurreret, da den lokale fitness.-forening fejrede sit jubilæum. Foto: Humlebæk Fitness Forening

Borgmesteren var med fra begyndelsen

En særlig gæst ved jubilæet var Fredensborg Kommunes borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Han holdt nemlig også åbningstalen, da Humlebæk Fitness Forening slog dørene op for første gang for ti år siden.

Borgmesteren fortalte i sin tale, at han gennem årene flere gange har besøgt foreningen - blandt andet til et-års fødselsdagen - og at han fortsat bliver imponeret over den energi, der bliver lagt i stedet.

- Her bliver knoklet. Her bliver trænet. Og her bliver svedt.

Men ifølge borgmesteren er det ikke kun musklerne, der bliver trænet i Humlebæk.

- Men her bliver der ikke bare opbygget muskler. Der opbygges også nye venskaber og bekendtskaber.

Han fremhævede samtidig de frivillige, som året rundt lægger mange timer i foreningen.

- Så i dag vil jeg sende en særlig tak til alle jer, der som frivillige har gjort denne forening og dens fortsatte udvikling og succes mulig.

Efter ti år kan Humlebæk Fitness Forening dermed se tilbage på en udvikling, hvor både faciliteter, udstyr og tilbud er blevet udbygget. Men foreningen har ifølge formanden holdt fast i den oprindelige idé om at skabe et lokalt fællesskab omkring motion.

Humlebæk Fitness Forening holder til på Langebjergvej i Humlebæk.
Humlebæk Fitness Forening holder til på Langebjergvej i Humlebæk. Foto: Humlebæk Fitness Forening

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...