Det er med stor glæde, at jeg har kunnet konstatere, at der blandt byrådets partier er et ønske om en strammere kurs overfor dem, som skaber utryghed og kriminalitet på Taastrup Hovedgade.
- Dette debatindlæg udtrykker afsenderens holdning.
Kriminaliteten i Høje-Taastrup kommune har igennem en årrække været faldende. Imidlertid er det et kendt problem, at der bestemte steder på vores hovedgader stadig sælges blandt andet hash, ligesom grupper af unge - ofte af politiet kendte - mennesker skaber utryghed.
Det er også en kendt sag, at der alt for tit køres vanvidskørsel på vores hovedgader, hvilket selvfølgelig er fuldkommen uacceptabelt
Jeg er helt med på, at overvågning ikke kan stå alene, og jeg glæder mig over, at også Nadeem Farooq (R) i Lokalavisen Taastrup for nyligt har udtrykt ønske om en midlertidig placering af en mobil politistation på Taastrup Hovedgaden.
Det er imidlertid efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke tilstrækkeligt. Derfor har jeg for nogen tid siden rettet henvendelse til både Mikkel Bjørn og Morten Messerschmidt for at få Dansk Folkeparti til at foreslå, at der i de 10 kommuner (heriblandt Høje-Taastrup Kommune), som huser over halvdelen af unge mænd med oprindelse i de såkaldte MENAPT-lande (Nordafrika, Mellemøsten, Pakistan og Tyrkiet), skal etableres en døgnåben politistation.
Det skal også ses i lyset af, at benævnte mandlige befolkningsgruppe har et kriminalitetsniveau, som er cirka 2,5 gange højere end den mandlige befolkning under et.
Kommunen skal selvfølgelig fortsat have en fast indsats rettet mod forebyggelse af rekruttering til de kriminelle miljøer.