Københavns Kommune har taget endnu et skridt i retning af at forme både borgernes hverdag og private virksomheders virke efter politiske idealer.
Tidligere har kommunen gjort sig bemærket med en klimapolitik, der betyder, at beboere på plejehjem må se langt efter den klassiske kotelet og hakkebøf, mens også saftevandet rationeres af hensyn til de grønne mål. Nu er turen kommet til det private arbejdsmarked.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Denne gang handler det om Dao, der står for omdeling af kommunens breve til blandt andet sårbare borgere. I et brev til transportministeren klager overborgmester Sisse Marie Welling (SF) over, at "monopolsituationen har udfordret Københavns Kommunes muligheder for at skubbe til markedet ved at stille ambitiøse krav til løn- og arbejdsvilkår hos leverandører og eventuelle underleverandører."
Det lyder umiddelbart uskyldigt. Naturligvis skal offentlige myndigheder kunne stille krav om ordnede forhold til de virksomheder, som de køber ydelser af. Det gør de allerede i dag.
Men striden har mere på spil. Tvisten mellem Københavns Kommune og Dao handler tilsyneladende ikke om, hvorvidt der skal være arbejdsklausuler eller ordentlige lønforhold. Ifølge Dao har virksomheden strakt sig langt for at imødekomme kommunens krav. Konflikten handler i stedet om, hvem der skal føre kontrol, rejse sager og sanktionere eventuelle overtrædelser længere nede i leverandørkæden.
Her bevæger kommunen sig ind på et område, som rækker langt ud over rollen som kunde.
Hvis offentlige myndigheder ikke blot vil stille krav, men også ønsker adgang til at føre kontrol med underleverandører og selv sanktionere forhold på det overenskomstdækkede arbejdsmarked, opstår et principielt problem. For så er staten eller kommunen ikke længere alene indkøber. Så bliver den i praksis også kontrolmyndighed på et område, der traditionelt er reguleret af arbejdsmarkedets parter.
Netop derfor peger Daos direktør, Hans Peter Nissen, på den danske model. I Danmark er det arbejdsgivere og fagforeninger, der forhandler overenskomsterne, fører sagerne og håndhæver aftalerne. Den model har gennem generationer sikret arbejdsfred og fleksibilitet uden omfattende politisk indblanding.
Når Københavns Kommune ønsker at få en rolle i kontrollen og sanktionerne, nærmer den sig en omgåelse af denne arbejdsdeling. Det er ikke blot et spørgsmål om Dao. Det er et spørgsmål om, hvor grænsen går for kommuners magt over private virksomheder.
Den grænse vil mange virksomheder med rette være bekymrede for.
Samtidig mangler der fortsat svar på det mest håndgribelige spørgsmål: Hvordan vil Københavns Kommune sikre, at borgerne fortsat får deres breve?
Indtil videre har overborgmesteren blot erkendt, at situationen bliver "bøvlet". Det er formentlig en underdrivelse. For når en kommune opsiger en aftale uden at have en klar erstatning på plads, er det ikke politikerne selv, der kommer til at betale prisen. Den regning havner - som altid - hos skatteborgerne.
Det er let at føre ideologiske kampe. Det er sværere at sikre, at posten kommer frem.