Til politiet, i grundlovsforhøret og på hospitalet fortalte hun om farens ruskevold mod deres lille søn. I retten nægtede hun pludselig, at der overhovedet var blevet rusket i babyen.
Da moren tirsdag afgav forklaring i Retten i Roskilde, svarede hun meget undvigende på anklagerens spørgsmål. Hun et tiltalt for medvirken til drab, ved ikke at have stoppet farens ruskevold.
Læs også
- Ungt forældrepar tiltalt i sag om drab på spædbarn
- Naboer om far tiltalt for baby-drab: - Han havde et voldsomt temperament
Inden da var retsmødet startet med stærke følelser. Anklageren viste en tre minutter lang video af den nu afdøde baby.
Videoen var optaget af en sundhedsplejerske en måned, før den lille dreng døde.
Gråd i retten
I videoen kunne man se den på det tidspunkt tre måneder gamle dreng ligge på et tæppe på gulvet. Sundhedsplejersken prøvede med en plastikrangle at få drengen til at reagere på lydene fra ranglens raslen – men drengen reagerede ikke.
Videoen fik begge de tiltalte forældre til at bryde sammen i gråd. Faren lænede sig forover og begravede sit ansigt i sine hænder.
Moren hulkede, og tårerne strømmede ned ad kinderne ved synet af den afdøde søn. Hun brugte en hvid serviet til at tørre tårerne væk fra ansigtet med den ene hånd, mens hun holdt den anden hånd fladt på brystet. Det gjorde tydeligvis ondt i hjertet at se videoen.
Kort efter tog den 23-årige kvinde plads i vidneskranken. Men her blev tårerne afløst af en noget mere fattet attitude.
Nægter at havde set ruskning
Den høje, meget slanke kvinde var iført sort hættetrøje og nogle sorte, løse bukser. Det sorte hår med grønne striber var sat op i nakken, og hun havde tatoveringer på arme og ben.
Anklageren spurgte hende, hvor mange gange hun havde set faren ruske babyen.
- Jeg vil ikke kalde det ruske, jeg vil kalde det, at han vuggede vores søn. Jeg har kun set ham gøre det én gang, fortalte kvinden.
Den forklaring var direkte modsat det, hun havde forklaret til politiet og senere i grundlovsforhøret i maj sidste år. Da hun i retten blev ved med at nægte, blev anklageren nødt til at fremlægge hendes tidligere forklaring.
Anden forklaring
Tidligere har hun forklaret, at faren ofte ruskede sønnen. Nogle gange flere gange om dagen. Hun sagde sidste år, at hun flere gange bad faren om at stoppe med at ruske babyen, da det ikke var sundt for ham.
Alle de forklaringer nægtede hun i retten tirsdag.
- Jeg kan ikke mindes at skulle have sagt det. Jeg holder mig til det, jeg har sagt i dag, det som giver mening for mig. Kan ikke tage højde for hvordan andre mennesker opfatter min sætningsopbygning, sagde hun undvigende i retten.
Jeg kan ikke mindes at skulle have sagt det. Jeg holder mig til det, jeg har sagt i dag, det som giver mening for mig. Kan ikke tage højde for hvordan andre mennesker opfatter min sætnings- opbygning.
Drabstiltalt mor
Kvindens forsvarer fortalte, at kvinden i perioder ikke var til stede i parrets lejlighed i Ringsted i længere tid ad gangen i starten af april 2024. Årsagen var en tragedie med et dødsfald i en den nærmeste familie.
Moren nægter sig skyldig i medvirken til drab. Sekundært er hun sigtet for medvirken.
Retssagen fortsætter onsdag og fredag.