Har du et barn eller barnebarn, der vild med at eksperimentere, stille spørgsmål og finde ud af, hvordan verden hænger sammen? Så er det igen muligt at deltage i Videnskabsklubben.
Her kan børn i 4. - 7. klasse gå til videnskab i fritiden, ligesom man kan gå til fodbold eller dans. Emnerne i klubberne spænder bredt fra kemi og krigshistorie til filosofi og fusionsenergi.
I Videnskabsklubben kaldes deltagerne for ”miniforskere”, og de undervises af frivillige gymnasieelever. I Næstved Kommune foregår det på Næstved Gymnasium og HF én eftermiddag om ugen i ugerne 44 - 50.
- Videnskabsklubben er et populært tilbud, og sidste år stod flere hundrede børn på venteliste rundt om i landet. Derfor er tilbuddet blevet udvidet fra 120 til 188 klubber fordelt på 96 gymnasier i 71 kommuner i Danmark og på Færøerne, skriver Videnskabsklubben i en pressemeddelelse.
- Vi er meget overvældede over den store tilslutning, vi oplever i hele landet. Det er et tydeligt tegn på, at mange børn og unge ønsker et fritidstilbud, hvor de kan dyrke deres nysgerrighed i fællesskab med andre, som har samme interesse og lyst til at udforske verden omkring dem. Derfor glæder vi os over, at børn her i Næstved Kommune igen i år får mulighed for at være med i en videnskabsklub, fortæller Rikke Schmidt Kjærgaard, direktør i Videnskabsklubben.
Videnskabsklubbens forløb er udviklet af forskere fra danske universiteter og pædagogisk tilpasset børnene, så aktiviteterne både er sjove, engagerende og lærerige. Samtidig er det et rum uden karakterer og konkurrence. I stedet er der tid og plads for det enkelte barn til at udfolde sin nysgerrighed og være lige den, man er, skriver Videnskabsklubben.
Tilmeldingen sker efter først til mølle-princippet, og tilmeldingen åbner søndag 30. august klokken 10.00 på www.videnskabsklubben.dk.