Det bliver svært at undvære en god ven og en dygtig tal mand Men Joel er her ikke mere, og det må vi lære.
17. juli sluttede et langt liv brat.
Joel var landinspektør og min mand havde fornøjelsen af at arbejde sammen med ham som kollega i mange år. Det gav et nært venskab og mange dybe samtaler om livet og deres fælles interesse.
Joels ufattelige evne til at arbejde med tal var en meget stor styrke hos ham.
Han lærte gerne fra sig blandt andet i regnearkets kunst, og hvad det kunne bruges til.
Hans tal-evner gav også bonus, når han var til bridge, som han gik meget op i.
Joels mange ture på Ahornvej og Askevej med hunden Buster i snor er et billede, der altid kommer til mig, når jeg nu tænker på Joel. Og hvad med hans meget store bunker af træ fra skoven, der skulle saves og hugges i mindre stykker, så de kunne passe ind i brændeovnen.
Han var en god havemand og kunne lide, når han fik ros ikke mindst af Johnna, der også elsker sin have med de store roser.
Historisk forening
I Historisk Forening har Joel været 1. revisor i 40 år. Det har været en god støtte for foreningens kasserere gennem tiden. Bente Ottesen og Svend Erik Nielsen fortæller om Joel, at han i Historisk Forenings turudvalg var et skattet medlem.
Her var han med til at planlægge og gennemføre foreningens årlige tredagestur med bus.
Planlægningen af turene skete altid med møder med kaffe og æblekage, hvor snakken gik om alt muligt, inden planlægningen og snak om turdetaljerne, gik i gang.
Joel stod altid for hotelreservationerne, økonomien og tilmeldingen til turene. Joel lagde vægt på det sociale indhold i turene. Ingen måtte føle sig alene. Joel skabte sig her et utroligt image som turudvalgets nestor og en person man kunne regne med.
Bente og Svend Erik udtrykker samstemmende, at de har mistet en god ven og kammerat med gode menneskelige egenskaber.
Perfektionist
Perfektionist var han, og det er noget vi andre kan prøve at leve op til - dette bliver svært, men sammen skal vi videre.
Det bliver svært at vænne sig til, at han ikke er blandt os mere, og den nære familie har mistet en dejlig og god mand. Vi andre har mistet en ven, som vi satte meget stor pris på.
Ære være hans minde.