En voldsom sag, som politiet kun har få oplysninger om, udspillede sig fredag eftermiddag i Hyrdehøj Skov ved Roskilde. Her blev en 46-årig mand nemlig kidnappet.
Her blev en 46-årig mand fra Roskilde tvunget ind i en varebil i Hyrdehøj Skov, hvor han var troppet op for at klare et udestående.
I nærheden af shelteret midt i skoven blev den 46-årige mødt af tre personer, som tvang ham ind i en varebil og derefter kørte afsted. Halvanden til to timer senere var varebilen nået til Rødby på Lolland. Her lykkedes det den 46-årige at slippe fri og flygte.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Den 46-årige kontaktede politiet fredag klokken 16.33, og fredag klokken 17.18 blev de tre mænd anholdt.
Lørdag blev de fremstillet i grundlovsforhør bag lukkede døre.
Ifølge Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi har der tilsyneladende været et udestående mellem de tre fængslede og det 46-årige offer. Den 46-årige har ikke bidraget med mange flere oplysninger, lyder det fra Charlotte Tornquist fra Midt- og Vestsjællands Politi.
De tre mænd, som nu er sigtet for frihedsberøvelsen, er en 34-årig mand fra Roskilde, en 33-årig mand fra Faxe og en 26-årig mand fra Aarhus.
De tre mænd sidder nu alle varetægtsfængslet frem til 3. september.