Der var engang i Hundested, hvor livet var simpelt. Fik du en søn, skulle han overtage fiskekutteren. Fik du en datter, skulle hun giftes med en fisker. Søren Brink er en undtagelse til den regel. For fiskersønnen blev aldrig fisker, men fandt sin egen vej til at blive havnens mand.
Ordene skrev jeg egentlig for 4 måneder siden efter et af mange besøg på Søren Brinks kontor med udsigt over Hundested Havn.
Anledningen var hans 25-års jubilæum som havnefoged på havnen, og på det tidspunkt var det helt utænkeligt, at det ikke skulle blive til flere. Søren var hverken mæt af dage, eller manglede visioner for fremtiden.
- Får min yndlingsjournalist fra verdenspressen nu det hele med?, lød det med vanligt glimt i øjet.
Læs også
Vendte hjem
Søren var en af Hundesteds egne. En bakkedreng fra Lille Karlsminde, vokset op med udsigt over havnen og fjorden, og en familie med fiskeri i blodet.
Selv valgte han en anden vej med uddannelse på Kogtved Søfartsskole, inden han drog afsted med Skoleskibet Danmark og siden blev styrmandselev i rederiet ØK på de syv verdenshave.
Til sidste vendte Hundested-drengen dog hjem. Først som færgestyrmand på Hundested-Grenaa færgen, og siden blev han som 34-årig havnefoged på Hundested Havn.
Det er fra den stol, at han - måske mere end nogen anden - har sat afgørende fingeraftryk på Hundesteds udvikling og rykket havnen fra at være truet på sin eksistens til at være et lokalt flagskib for kultur og vækst.
Har berørt mange
Jeg kendte ikke Søren privat, men gennem mine 13 år som journalist og redaktør på Frederiksborg Amts Avis er han - med undtagelse af de siddende borgmestre - nok en af de kilder, som jeg oftest har snakket med.
Det var ikke fordi, han opsøgte omtalen, men fordi havnen altid var - og er - garanti for en god historie. Om et nyt spændende projekt, en opsigtsvækkende idé eller et uforudset samarbejde.
Søren sagde nemlig sjældent nej, og det kan læses i kommentarsporene på Facebook, hvor mange menneskers liv han på den ene eller anden måde har berørt.
Tog mod trossen
Han var forbeholden med at rose sig selv, men nedslagspunkterne med havnens væsentlige beslutninger med ham ved roret stod nærmest i kø, da jeg skrev jubilæumsartiklen.
Udvidelsen af industrihavnen, da havnen var i knæ og tæt på at dreje nøglen. Opgøret med eneretten til at drive restaurant, som i mange år lå hos én erhvervsdrivende. Den kulturelle opblomstring på midtermolen.
Og så er der krydstogtskibene. Folk grinede, da han første gang foreslog, at kæmpe cruises skulle lægge til i Hundested. Men typisk for Søren, slog det ham ikke ud. Han var stædig, vedholdende og havde han sat sig noget for, så lykkedes det som regel.
Og ti år senere stod han på kajen og tog imod trossen, da det første krydstogtskib lagde til kaj.
Kunne sejle i modvind
De to nye projekter, der skulle hæve barren yderligere for Hundested Havn var at få bygget et stort strandhotel med konferencecenter og at blive servicehavn for Hesselø Havvindmøllepark i Kattegat.
Hotelplanerne var - ligesom dengang havnen drømte om boliger - ikke lige populære alle steder. Men Søren stod ved sine meninger og de beslutninger, som han og havnen tog. Også velvidende, at visionerne ind i mellem delte havnebyens vande.
Han havde intet mod at sejle i modvind, så længe han mente, at havnen gjorde, hvad der var bedst for Hundested.
- Den modstand, der er og som altid vil være der, må man bearbejde. I mange tilfælde er der et stort tavst flertal, der er enige, men det er tit de få uenige, der larmer mest og højest. Det man skal agere i, sagde han under interviewet i april.
Den sidste samtale
Min sidste samtale med Søren var i onsdags.
Vi vendte sommeren på havnen, hans snarlige ferie og det store havvindmølleprojekt ved Hesselø. Han glædede sig over, at det nu rykkede nærmere, og at udbuddet var vundet af et selskab, som havnen havde god dialog med.
Søren tog altid telefonen. Uanset hvad. Ligesom han altid levede og åndede for sit lokalområde. Uanset hvad.
Nu har Hundested mistet en stor mand.