En legende, en stor sportspersonlighed i Køge Kommune er ikke længere blandt os.
Henning Larsen var anfører og målmand på Køge Boldklubs guldhold, som i 1975 vandt Danmarksmesterskabet i fodbold. Med Henning i spidsen spillede Køge Boldklub de meget spektakulære kampe mod selveste Bayern München i Europa Cuppen for mesterhold.
Hennings store sportstalent rakte tillige ud over fodboldbanen, idet han i en årrække var en afgørende figur på Køge Håndboldklubs elitehold sammen med andre store lokale sportspersonligheder, blandt andre Keld P. og Jørgen P.
Ved siden af sporten drev Henning i mange år vognmands- og fragtvirksomhed.
I forbindelse med etableringen af HB Køge A/S - overbygningen mellem Køge Boldklub og Herfølge Boldklub, deltog Henning i en længere årrække i bestyrelsesarbejdet i HB Køge A/S, og var dermed med til at slå bro og forene foreningslivet i og omkring fodbolden i Køge Kommune.
I forbindelse med dette arbejde har jeg haft en stor glæde af at arbejde tæt sammen med Henning. Henning havde sine meningers mod og holdninger til, hvordan et sådant fodboldselskab skulle drives, og hvordan fodbolden og talentudviklingen skulle gennemføres.
På Hennings stille facon har han sat et stort aftryk på både bredde- og topfoldbolden i Køge Kommune.
Efter Hennings ophør som aktivt bestyrelsesmedlem, har han meget engageret fulgt med i fodbolden og HB Køge A/S.
Henning havde den store glæde at opleve, at et af hans børnebørn, en meget talentfuld målmand, er blevet en del af HB Køge A/S’ førsteholdstrup.
De varmeste tanker og hilsner til Hennings familie.
Æret være Henning Larsen.