Det gamle bassin i Birkerød Svømmehal forbliver lukket i længere tid

Sommerens arbejde med at udskifte knækkede fliser i det gamle bassin i Birkerød Svømmehal har afdækket en tværgående revne i betonen i bassinets bund. Nu skal eksperter undersøge de underliggende betonskader, inden bassinet kan åbne igen.

Det gamle bassin i Birkerød Svømmehal er ikke tilgængeligt i længere tid, hvilket betyder stærkt begrænsede offentlige svømmetider i det nye bassin.

Det gamle bassin i Birkerød Svømmehal er ikke tilgængeligt i længere tid, hvilket betyder stærkt begrænsede offentlige svømmetider i det nye bassin.

Foto: Arkiv

Det gamle bassin i Birkerød Svømmehal skulle egentlig have åbnet i går mandag efter længere tids lukning på grund af renovering, men det blev der ikke noget af. For under arbejdet med at udskifte knækkede fliser er man stødt på en markant, tværgående revne i betonen i bassinets bund. 

Den revne skal nu undersøges nærmere, bl.a. for at se, om der er underliggende betonskader, så hverken private svømmere eller svømmeklubben Sigma Shark kan benytte sig af bassinet, oplyser Rudersdal Kommune.

- Det er både ærgerligt og meget bekymrende, at det gamle bassin i Birkerød Svømmehal nu igen er ude af drift i en længere periode. Vi er optaget af at få bassinet i drift igen hurtigst muligt. Det er desværre umuligt at undgå store gener for brugerne. Heldigvis er forvaltningen og foreningerne gode til at samarbejde om at finde de bedste løsninger i en svær situation, siger Knud Skadborg (K), formand for Kultur og Fritidsudvalget, i pressemeddelelsen.

Sjællandske Nyheder har spurgt den konservative politiker, hvordan det kan ske, at man pludselig finder en stor revne i svømmehallens fundament?

- Det er jo et gammelt bassin fra 1971, og beton har en begrænset levetid. Men det her er på alle måder virkelig trist og surt for alle parter, det er der ingen tvivl om. Jeg svømmer selv i Birkerød Svømmehal, siger Knud Skadborg.

Der kommer ifølge udvalgsformanden til at gå i hvert fald 2-3 måneder, før resultatet af undersøgelsen af betonfundamentet er færdig. Han håber på, at man kan reparere fundamentet, hvor der lige nu siver vand ud, men han lægger samtidig ikke skjul på, at han grundlæggende ikke er fan af dyre lappeløsninger af et bassin, som der før har været store problemer med.

Hvad skal der til, før du tænker, at det simpelthen ikke kan svare sig at reparere på det gamle bassin?

- Det er jo et spørgsmål, hele kommunalbestyrelsen vil skulle tage stilling til, men hvis du spørger mig, så vil jeg være ked af at skulle smide et tocifret millionbeløb efter lappeløsninger.

Det lyder som om, din tålmodighed er ved at være løbet ud?

- Jamen, det er den også. Men hvis vi skal bygge en helt ny hal, så er det jo et trecifret millionbeløb, vi taler om. Det kan jeg ikke sidde her og love på egen hånd. Det kommer jo i den grad også an på, hvad de her undersøgelser viser, siger Knud Skadborg. 

Tider skal fordeles

Den længerevarende lukning af Birkerød Svømmehals ene bassin vil få store konsekvenser for brugerne af svømmehallen. Kommunen vil nu gå i dialog med de berørte foreninger om at lave en plan for fordelingen af svømmetider, så de forskellige behov bedst muligt kan blive imødekommet.

I Birkerød Svømmehal betyder det væsentligt færre offentlige svømmetider, fordi al svømning nu udelukkende skal foregå i det nye bassin. Birkerød Svømmehal vil nu kun være åben for offentlig svømning mandage kl. 8.00-10.00, tirsdage kl. 6.00-11.30 og torsdage kl. 6.00-10.00.

Der er fortsat mulighed for at svømme i Rundforbi Svømmehal, som ikke er påvirket af nedlukningen. Her er der åbent alle ugens dage.

Som nævnt er det reparationsarbejdet, som har foregået hen over sommeren, der har afdækket nogle større skader i svømmehallens gamle bassin. 

Foruden en revne i betonen er der i det gamle bassin også konstateret porøs beton samt, at store fliseområder ikke sidder fast.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...