Mindeord - Med Joel Hermansen har vi mistet en engageret, loyal og særdeles kompetent ildsjæl

Joel Hermansen (th) foran Jægerspris Kraftvarme - sammen med driftsleder Hans Christian Kjærgaard (tv), da de til Frederiksborg Amts Avis 14. juli fortalte om Jægerspris Kraftvarme grønne energi og gode økonomi.

Joel Hermansen (th) foran Jægerspris Kraftvarme - sammen med driftsleder Hans Christian Kjærgaard (tv), da de til Frederiksborg Amts Avis 14. juli fortalte om Jægerspris Kraftvarme grønne energi og gode økonomi.

Foto: Britt Nielsen

Det er med stor sorg, at bestyrelsen og medarbejderne i Jægerspris Kraftvarme har modtaget meddelelsen om vores formand Joel Hermansens pludselige død den 17. juli.

Med Joel har vi mistet en engageret, loyal og særdeles kompetent ildsjæl, hvis indsats for Jægerspris Kraftvarme har været uvurderlig gennem mere end tre årtier. Han vil blive dybt savnet - både som formand, bestyrelseskollega og menneske.

Joel var med helt fra begyndelsen og var blandt initiativtagerne til etableringen af Jægerspris kraftvarme i 1994. Han begyndte som kasserer i bestyrelsen, blev senere næstformand og tiltrådte senere som formand i 2020.

Gennem alle årene havde Joel en særlig interesse for varmeværkets økonomi og drift. Med stor omhu og imponerende faglig indsigt arbejdede han med omfattende regneark, hvor bl.a. værkets elproduktion blev analyseret i 15 minutters intervaller – dag efter dag.
Hans store viden, analytiske evner og sans for detaljen var en uvurderlig støtte for både bestyrelsen og værkets driftsleder.

Joel var samtidig en central del af den udvikling, som gennem de seneste 15 år har ændret Jægerspris Kraftvarme. Fra traditionel varmeproduktion baseret på gasmotorer og kedler har værket udviklet sig til et moderne, grønt energiselskab med solvarme, absorptionsvarmepumpe, elkedel og eldrevne varmepumper. Den udvikling bar i høj grad præg af Joels engagement, fremsynethed og vedholdenhed.

Joel efterlader et stort tomrum. Hans engagement, ordentlighed og arbejde for fællesskabet vil blive husket med stor respekt og taknemmelighed.

Vores varmeste tanker går til Johnna og den øvrige familie i denne svære tid.

Æret være Joel Hermansens minde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...