'Mr. Roskilde' tager til Nordsjælland for anden gang - denne gang i en helt ny rolle

Roskilde Håndbold mister sin tidligere playmaker og nuværende talentchef, der tager til Nordsjælland Håndbold - igen.

Oliver Klarskov skifter Roskilde Håndbold ud med Nordsjælland Håndbold.

Oliver Klarskov skifter Roskilde Håndbold ud med Nordsjælland Håndbold.

Foto: Anders Kamper

Oliver Klarskov er om nogen kendt som en vaskeægte Roskilde-dreng, og i takt med at han nedtrappede sin egen håndboldkarriere, blev han kendt som Roskilde Håndbolds første lønnede talentmedarbejder, da han for godt halvandet år siden startede i den nyoprettede stilling som talentchef i klubben.

Den titel fortsætter han nu med at have - blot i Nordsjælland Håndbold. Et sted, han i øvrigt kender særdeles udmærket, idet han også gennem to år var i klubben som spiller.

- Vi er selvsagt kede af at miste Oliver efter knap halvandet år på posten som talentchef her i klubben. Men på den anden side ser vi det også som en blåstempling af både vores og Olivers stærke indsats i forhold til at bygge et supergodt og udviklende talentmiljø, siger bestyrelsesformand for Roskilde Håndbold, Lisbeth Klarskov - i øvrigt mormor til selvsamme Oliver, hvis nogen skulle være i tvivl.

For hovedpersonen selv er det da også med blandede følelser, at han tager afsked med sin barndomsklub og det stærke talentmiljø, han har været med til at skabe.

- Det er helt sikkert vemodigt for mig at skulle forlade Roskilde Håndbold, som betyder rigtig meget for mig. Det er min hjerteklub. Jeg synes, jeg har været med til at skabe nogle rammer, der kan flytte Roskilde Håndbold til et nyt niveau, og det har været en ekstremt lærerig tid, siger Oliver Klarskov til Roskilde Håndbold.

Til hvem han tilføjer:

- Efter jeg stoppede min aktive karriere, fik jeg jo mit første rigtige "voksenjob" her i klubben, selvom det var på deltid i starten, og det har givet nogle virkelig gode erfaringer, både for mig personligt og for klubben i forhold til at skabe et fundament for det videre arbejde.

Overtager fra talentmagere

I Nordsjælland Håndbold har man også lavet en pressemeddelelse på skiftet, hvor Oliver Klarskov udover talentchef også bliver U17-træner i klubben.

Og i det nordsjællandske er der stor glæde over tilknytningen af Klarskov. Til de limegrønne siger han således:

- Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af NH-Talent. Under min tid som ligaspiller i klubben var NH-Talent noget, jeg sideløbende betragtede fra sidelinjen og fandt stor inspiration i. Jeg ser derfor meget frem til at bære stafetten videre fra Laurids (Søgaard, red.) og (Tobias, red.) Aagaard.

- Jeg håber at kunne fortsætte og fastholde alt det gode, de har opbygget, samtidig med at jeg kan krydre det med mine egne og anderledes input. Samtidig glæder jeg mig meget til at arbejde sammen med de mange dygtige spillere og trænere i NH-Talent.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...