Ny supervisionsindsats styrker medarbejderne

Holbæk Kommune har igangsat en ny supervisionsindsats på ældre- og sundhedsområdet. 

De første erfaringer viser, at medarbejderne i kommunen oplever supervisionen som et essentielt værktøj til faglig refleksion samt kollegial sparring og støtte i en hverdag fyldt med komplekse opgaver.

Hver dag møder medarbejderne i Holbæk Kommune borgere, som står over for alvorlige sygdomme og svære livssituationer. Dette stiller høje krav til både faglighed og menneskelige egenskaber. 

Supervisionen sigter derfor på at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne, såvel som kvaliteten af den pleje og behandling, som borgerne modtager.

- Når vi passer godt på medarbejderne, styrker vi også kvaliteten for borgerne. Supervision giver medarbejderne mulighed for at dele erfaringer, reflektere over svære situationer og finde løsninger sammen. Det er med til at skabe et stærkere fagligt fællesskab og et mere bæredygtigt arbejdsliv, fortæller Karina Lyneborg, nyvalgt formand for Ældre- og Sundhedsudvalget i Holbæk Kommune, i en pressemeddelelse.

Supervisionsinitiativet blev besluttet i marts 2025 af Udvalget for Ældre og Sundhed og finansieret gennem ’Partnerskabet om fastholdelse, rekruttering og opgaver på ældre- og sundhedsområdet’. 

Trivselsmålinger fra efteråret 2024 viste, at medarbejdere med borgerkontakt i ældreplejen oplevede betydelig følelsesmæssig belastning i arbejdet. For at afhjælpe dette besluttede det daværende udvalg at indføre fast gruppesupervision for at fremme trivsel og forebygge stress.

Gennem det sidste år har en supervisor med psykologfaglig baggrund gennemført supervision, hvor medarbejderne har kunnet bringe komplekse problemstillinger op til diskussion og få nye indsigt i deres arbejde.

- Den foreløbige tilbagemelding på supervisionen er, at medarbejderne sætter stor pris på at have et trygt rum, hvor de kan vende de svære situationer, som er en naturlig del af arbejdet. Det styrker både samarbejdet, den faglige refleksion og oplevelsen af ikke at stå alene med de udfordringer, som de møder i hverdagen, udtaler Karina Lyneborg.

Det er stadig for tidligt at vurdere de langsigtede effekter af indsatsen. Derfor evalueres pilotprojektet løbende via spørgeskemaundersøgelser og kvalitative erfaringsudvekslinger med både medarbejdere og ledere.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...