Bibliotek får del i millioner til børne-indsats

Som led i indsatsen skal de seks centralbiblioteker indkøbe bøger og udvikle bogpakker med tilhørende pædagogisk materiale, som efterfølgende sendes ud til daginstitutioner og dagplejere.

Som led i indsatsen skal de seks centralbiblioteker indkøbe bøger og udvikle bogpakker med tilhørende pædagogisk materiale, som efterfølgende sendes ud til daginstitutioner og dagplejere.

Foto: Sanne Aabjerg Kristiansen

Roskilde Bibliotek får en central rolle i et nyt landsdækkende initiativ, der skal styrke de mindste børns læseglæde og sproglige udvikling. Regeringen afsætter 20 millioner kroner til indsatsen, og Roskilde er et af blot seks centralbiblioteker i landet, der er udvalgt til at stå for arbejdet.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet.

Målet er at sikre, at flere børn i vuggestuer, børnehaver og dagpleje møder bøger tidligt i livet og får gode oplevelser med højtlæsning og fortællinger. Som led i indsatsen skal de seks centralbiblioteker indkøbe bøger og udvikle bogpakker med tilhørende pædagogisk materiale, som efterfølgende sendes ud til daginstitutioner og dagplejere.

Ud over bogpakkerne skal bibliotekerne også besøge institutionerne, læse højt for børnene og vejlede det pædagogiske personale i, hvordan bøger og fortællinger kan bruges i hverdagen.

Bøger skal konkurrere med skærme

Ifølge regeringen skal indsatsen ses som et svar på den faldende læselyst blandt børn og unge.

Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark fremhæver, at glæden ved bøger grundlægges tidligt i livet.

- Glæden ved bøgernes verden grundlægges allerede, når vi er helt små. Flere børn skal opleve den magi, der opstår, når man forsvinder ind i en fortælling. Derfor kommer der nu flere bøger og materialer ud i dagtilbuddene, til glæde for både børn og pædagogisk personale, siger han i pressemeddelelsen.

Kulturminister Zenia Stampe peger på, at læselyst er blevet en vigtig samfundsopgave.

- Det har aldrig været vigtigere at fremme læselysten. Vi står i en læsekrise, der kan få fatale følger i fremtiden. Vi skal sætte ind så tidligt som muligt for at give de helt små børn læseoplevelser, siger hun.

Roskilde blandt få udvalgte

Roskilde Centralbibliotek er sammen med centralbibliotekerne i Gentofte, Odense, Vejle, Herning og Aalborg blevet udvalgt til at drive indsatsen lokalt og regionalt. Det betyder, at Roskilde kommer til at spille en nøglerolle i arbejdet med at få bøger ud til dagtilbud i store dele af Sjælland.

Baggrunden for initiativet er, at højtlæsning og mødet med bøger tidligt i barndommen har stor betydning for både sprogudvikling, ordforråd og senere læsefærdigheder. Samtidig kan fælles læseoplevelser styrke børns fantasi, nysgerrighed og evne til fordybelse.

Mange voksne husker selv figurer som Pippi Langstrømpe, Mumbo Jumbo eller Spørge Jørgen fra barndommens højtlæsning. Regeringens ambition er, at flere af nutidens børn får tilsvarende oplevelser gennem bøger og fortællinger i deres første leveår.

Initiativet skal nå ud til så mange daginstitutioner og dagplejere som muligt blandt dem, der ønsker at deltage. Målet er både at styrke børnenes sproglige udvikling og skabe mere læselyst allerede, før de begynder i skole.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...