Når Regitze Burchardt møder ind om morgenen, starter hun dagen med at sige godmorgen til de døde. For mange mennesker kan det være svært at forstå, men for Regitze Burchardt føles det helt naturligt at have lidt sort men også respektfuldt humør i forbindelse med det yderst specielle job, hun har.
Regitze Burchardt har i mere end 30 år haft job som kapel-portør i kapellet på sygehuset i Slagelse. Lidt sort humør betyder, at hun fint kan balancere jobbet med død og sorg på en sådan måde, at hun ikke tager arbejdet med hjem.
Mange mennesker har mødt Regitze Buchardt, når de stod i deres livs største krise. For det er hende, der tager imod familier og pårørende, når de en sidste gang ville se deres afdøde mor, far, bror, søster, søn eller datter i kapellet.
- Jeg har efterhånden en god erfaring i at aflæse, hvad de pårørende har brug for, når de er i sorg, fortæller Regitze Burchardt.
Kapellet i Slagelse modtager omkring 12-1300 afdøde om året, og det er Regitze, der står for alt det praktiske - for eksempel at vaske og iføre dem pænt tøj sammen med områdets bedemænd.
- Nogle gange lægger jeg også neglelak og giver dem læbestift på, hvis familien har ønsket det, fortæller hun.
Jeg tror, at jeg gør en forskel nogle gange, for de er selv søde til at sige det i brevene - at jeg er en engel.
Regitze Burchardt, kapel-portør, om den tak hun modtager fra pårørende
De levende gør det hele værd
Selvom Regitze Burchardt er omgivet af døde mennesker, er det de levende, der får hende til at elske sit arbejde. Når pårørende giver hende et kram eller et smil midt i sorgen:
- Det er det, der gør det hele værd. Så føler man, at man gør en forskel, siger hun.
Regitze sætter en stor ære i at give sig 100 procent for de pårørende, og her har forældre, der mister et barn en særlig plads i hendes hjerte.
- Det skal være en god oplevelse. Selvom man i sorg, kan det godt være smukt.
Gennem årene har Regitze Burchardt da også modtaget mange breve fra forældre, der har takket for hendes måde at hjælpe dem i deres livs krise.
- Jeg tror, at jeg gør en forskel nogle gange, for de er selv søde til at sige det i brevene - at jeg er en engel, siger hun.
Bruger både hjerte og humør
Da Regitze Burchardt startede i faget for mere end 30 år siden blev hun tit meget rørt og nervøs, men nu står hun på en erfaring, hvor hun næsten kan se, hvad folk ønsker, før de selv ved det.
- Den erfaring jeg har nu er guld værd, når man står overfor mennesker i sorg, understreger hun.
Nogle gange er der endda plads til humor sammen med de pårørende. Hvis det for eksempel har været svært at lukke øjnene på en ældre dame inden en fremvisning, kan Regitze Burchardt godt finde på at sige til de pårørende, at hun har haft en lille diskussion med afdøde - og så smiler de og siger: Det ligner hende.
Andre gange skal en teenager, der er bange for døden nænsomt hjælpes hen til en afsked. Og når mindre børn skal tage afsked med en far, der er omkommet i en ulykke, sætter hun måske et plaster i ansigtet, så de kan se, at han har slået sig.
- Så kan de måske bedre forholde sig til, at han er død, forklarer hun.
Hjælper når afdøde ikke har familie
Udover fremvisninger og afhentninger fra bedemænd, er der også retslægeligt ligsyn to gange om ugen i kapellet, hvor embedslægen og forskellige politikredse vurderer, om afdøde skal sendes videre til retsmedicinsk. Regitze Burchardt arbejder desuden tæt sammen med kommunerne, hvis afdøde ikke har noget familie. Og så er hun også til stede ved bisættelser i kapellet.
- Alle trossamfund kan bruge kapellet, fordi det ikke er indviet jord, og dem, der ikke er medlem af folkekirken, bruger det også, fortæller hun.