Allerød Biblioteker går sammen med Allerød Bio for at give borgerne i Allerød nye oplevelser gennem et spændende arrangementskoncept, Bog&Bio.
Formålet er at koble litteratur og film på en måde, der skaber samtaler og fællesskaber i det lokale miljø.
Det første arrangement finder sted søndag 1. september klokken 18.30 i biografen.
Aftenen byder på et spændende program, der tager udgangspunkt i Stine Askovs roman "Nøjsomheden", en fortælling om ungdom, klasseskel og psykisk sygdom i boligområdet Nøjsomheden i Helsingør.
Forfattermødet med Stine Askov vil indlede aftenen, inden Hella Joofs filmatisering af bogen får premiere.
- Nøjsomheden er både en klassisk historie om et ungt menneske, der forsøger at finde sin plads i livet, og en fortælling, der tager fat på emner som klasseskel, psykisk sygdom og litteraturens særlige evne til at forene os på tværs af forskelle. Der er meget at tale om i den fortælling, og derfor er den et oplagt valg til det første Bog&Bio-arrangement, siger bibliotekschef Stig Grøntved Starck, i en pressemeddelelse.
Initiativet søger at skabe en ny tradition i Allerød, hvor man kan opleve fortællinger på tværs af forskellige medier. Henriette Holmgaard, formand for Allerød Bios venner, ser med forventning frem til dette samarbejde.
- Med Bog&Bio knytter to af byens centrale kulturinstitutioner båndene endnu tættere. Når litteratur og film krydser spor, opstår nye perspektiver og samtaler – præcis den slags lokale fællesskaber, vi ønsker at styrke i Allerød, siger Henriette Holmgaard.
Billetter til Bog&Bio kan købes på Allerød Bibliotekers hjemmeside eller direkte på bibliotekerne i Allerød og Lynge.