Pedalatleter klar til cykelløb med noget på hjerte

På mandag bliver flagene hejst på Jægersborg Allé, når det traditionsrige gadeløb Tour de Charlottenlund køres.

Mange ryttere vælger først i sidste øjeblik at melde sig til gadeløb som Tour de Charlottenlund.

Mange ryttere vælger først i sidste øjeblik at melde sig til gadeløb som Tour de Charlottenlund.

Foto: Ole Tradsborg

Arrangørerne i Ordrup Cykle Club og Alléforeningen satser på, at sensommeren viser sig fra sin pæneste side mandag den 17. august, for her skal der atter køres Tour de Charlottenlund.

Vinderen af pointtrøjen i Tour de France, Mads Pedersen, har vundet løbet flere gange. Ham må publikum desværre se langt efter i år, for den lokale cykelklub har ikke midlerne til at tiltrække de største navne. Men det betyder ikke, at der ikke kommer et spændende cykelløb ud af det.

Det forventes, at alle de store danske cykelhold stiller til start. Ordrup Cykle Klubs egne hold Reffen CO:PLAY Giant Store (Herre) og Tscherning Cycling Academy (Junior) deltager i løbet. 

- Datoen den 17. august er netop valgt, fordi cykelfeberen i øjeblikket er på sit højeste, og vi håber, at vi kan tiltrække ryttere, der både har kørt Tour de France og Danmark Rundt, siger løbsleder Poul Svendsen fra Ordrup Cykle Club i en pressemeddelelse.

Og hvem ved, måske melder nogle af de store navne sig til lige op til løbsstart. Sådan plejer det at gå for gadeløbet, der første gang rullede over den lokale asfalt i 1989. For det er også en gammel, kendt sandhed, at mange ryttere faktisk har en stor veneration for løbet, så hvis hjertet får lov at vinde over pengepungen, kommer de ofte alligevel. 

Som sædvanlig foregår gadeløbet ved, at rytterne i lyntempo kører rundstrækningen på 1,8 kilometer i 55 minutter, hvorefter den sidste omgang ringes i gang. Det hele rundes af på Jægersborg Allé - måske i en massespurt, måske med et udbrud, der kører alene hjem.

Det går stærkt, når rytterne suser forbi alleen til Tour de Charlottenlund. Her er det Michael Mørkøv fra et tidligere år.
Det går stærkt, når rytterne suser forbi alleen til Tour de Charlottenlund. Her er det Michael Mørkøv fra et tidligere år. Foto: Heine J. Meldgaard

Fire løb i ét

Tour de Charlottenlund 2026 er en firetrins-raket, hvor arrangørerne indleder klokken 16 med Børne Tour, det åbne cykelløb for børn fra 3-9 år.

Klokken 17.15 kører den dansk Dame Elite-klasse inklusiv Ordrup Cykle Clubs eget Dame Elite-hold AL Sydbank Quooker Njord Law. 

Derefter står det velgørende La Flamme Rouge-løb på programmet klokken 18.15, og til sidst køres eliteløbet klokken 19.15. 

Hvis der er børn og unge fra Gentofte, der på dagen har lyst til at prøve kræfter med ruten, så er de meget velkommen til at melde sig til på sportstiming.dk/event/18052. Tilmelding på dagen er mulig. Man møder op inden løbet og får udleveret et startnummer ved Meny på Jægersborg Allé 44. En cykel skal medbringes, ligesom cykelhjelm er påkrævet, men man behøver hverken en dyr racercykel eller smart cykeltøj for at køre med. 

Alle deltagere modtager medaljer, når løbet er gennemført, og der er mulighed for at møde Ordrup CC’s Børne- og Ungdomsafdeling.

- Børneløbet er en fast del af arrangementet, og der forventes mere end 300 børn til start i alderen 3-9 år. De får lov at køre på opløbet og mulighed for at møde nogle af deres idoler. At give børnene en god cykeloplevelse er væsentligt for at styrke klubbens børne- og ungearbejde, fortæller ungdomstræner Michael Hansen fra Ordrup Cykle Club om baggrunden for børneløbet.

Det velgørende formål

Siden 2012 har Ordrup Cykle Club og organisationen bag La Flamme Rouge stået for støtteløbet af samme navn, der med baggrund i det gode formål, nemlig at indsamle penge til kræftramte, efterhånden har udviklet sig til en helt naturlig del af Tour de Charlottenlund. 

Mere end 1 million kroner er indsamlet ved løbet gennem årene, og frem til 2026 har lidt flere end 200 kræftramte personer været på træningslejr på Mallorca sponsoreret af La Flamme Rouge, og pengene er i høj grad indsamlet ved løbet på Jægersborg Allé.

Sidste år alene blev der indsamlet 76.000 kroner ved La Flamme Rouge-løbet. og igen i år har opbakningen til løbet heldigvis været stor.  Til start for den sag forventes b.la Matti Breschel, der stiller op for at forsvare sidste års sejr, Michael Mørkøv, Frank Høj og Jesper Skibby. Også skuespilleren Paw Henriksen stiller op igen og meldes i forrygende form.

Endnu engang stiller cykeljournalisten Peter Piil og komikeren Sebastian Dorset op og støtter den gode sag og guider både ryttere og publikum sikkert igennem både La Flamme Rouge- og eliteløbene.

Komikeren Sebastian Dorset og cykeleksperten Peter Piil guider traditionen tro publikum gennem strabadserne.
Komikeren Sebastian Dorset og cykeleksperten Peter Piil guider traditionen tro publikum gennem strabadserne. Foto: Ole Tradsborg

Sådan påvirkes trafikken

Der er start og mål ved Meny på Jægersborg Allé. Ruten går via Jægersborg Allé, Annettevej, Ejgårdsvej, Frisersvej og Fredensvej. 

Ruten vil være afspærret for trafik, og der er stopforbud på ruten under løbet. Jægerborg Allé afspærres kl 15, og resten af ruten afspærres kl 17. 

Afspærringen af Jægersborg Allé forventes fjernet senest klokken 21, mens de andre veje vil blive åbnet for trafik, så snart eliteløbet er afsluttet ca. klokken 20.15. 

Under Tour de Charlottenlund etableres en sluse ved krydset Lindegårdsvej, Annettevej og Ejgårdsvej sådan, at der vil være mulighed for at køre ind og ud af det afspærrede område.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...