Det var med stor sorg, at jeg modtog meddelelsen fra Paul Raahauge om, at hans kære kone, Kristine Raahauge, var død i deres hjem på Samsø.
Kristine Raahauge har haft meget stor betydning for mange personer bla. fra Roskilde i forbindelse med venskabsbysamarbejdet og elevudvekslingerne. Paul og Kristine Raahauge tog altid varmt imod gæster, og utallige er de elever, ledsagelærere, politikere, museumsfolk, forskere, kunstnere, musikere og turister, der har været til kaffe eller middag i deres hjem i Nanortalik.
Kristine Raahauge har ydet en stor indsats alle steder, hvor hun var aktiv. Hun har været fuldmægtig på skolen, museumsinspektør, kommunalpolitiker (for partiet Siumut) og borgmester i Nanortalik (1993-97). I en periode var hun også medlem af Det Grønlandske Hjemmestyre og i den forbindelse udsendt som deres repræsentant i FN.
Kristine Raahauge var også aktiv i forbindelse med Vikingeskibsmuseets to store, publikumssucceser, med de arbejdende udstillinger, hvor grønlændere fra Nanortalik i 1980 byggede den store umiaq (konebåd) og senere grønlandske kajakker.
I 2012 fik Kristine Raahauge og to danske museumsmedarbejdere Kulturministeriets Julius Bomholt pris for deres forskning og bogen ”Kulturmøder ved Kap Farvel”. Arbejdet blev fremhævet som et eksempel på tværfagligt dansk-grønlandsk samarbejde og et eksempel på forskning af meget høj kvalitet.
Kristine Raahauge var den første grønlænder, jeg mødte, da jeg i 1973 første gang kom til Nanortalik. Hun stod klar, da helikopteren landede og bød mig og min kone på morgenkaffe. Lige siden har det været et kært og godt venskab. Da Paul blev pensioneret som skoleinspektør fra Nanortalik Skole, flyttede de til Samsø for at nyde deres pensionisttilværelse. De blev medlemmer af Venskabsforeningen Roskilde – Nanortalik og deltog også i foreningens medlemsrejse i 2016 til Sydgrønland, hvor vi arrangerede nordbodage med aktiviteter for børnene i Nanortalik, Qaqortoq og Narsaq i Kommune Kujalleq. Her fik alle god faglig bistand af Kristine Raahauge.
Der er stor respekt om hendes indsats og personlighed.
Bisættelsen finder sted lørdag 26. marts kl. 13 i Kolby Kirke på Samsø.
Alf Tornberg
