Lørdag den 1. august blev de nye moler ved Østby Havn officielt indviet efter flere års planlægning og en omfattende renovering af den lille fjordhavn i Hornsherred. Projektet har kostet omkring 2,6 millioner kroner og skal sikre havnen mod stormskader og fortsat nedslidning.
- Østby Havn blev indviet efter en renovering til 2,6 millioner kroner.
- Borgmesteren fremhævede havnens betydning for lokalsamfundet og frivilliges indsats.
- Renoveringen sikrer havnen mod stormskader og nedslidning.
- Projektet blev realiseret gennem samarbejde mellem Østby Bådelaug, fonde og frivillige.
- De nye moler forventes at gavne mange generationer og øge havnens aktivitet.
Ved indvielsen deltog blandt andre Frederikssund Kommunes borgmester Anne Sofie Uhrskov (V), som i sin tale lagde vægt på havnens betydning for lokalsamfundet og de mange frivillige kræfter, der har været med til at føre projektet ud i livet.
Læs også
- Østby Havn genopstår efter omfattende renovering
- Kom og se vores idyl: Gutterne på Østby Havn er gæstfriheden selv
- Velkommen til denne festlige dag her ved Østby Havn, indledte borgmesteren og fortsatte:
- I dag markerer vi afslutningen på et projekt, som mange mennesker har arbejdet med gennem flere år. Et projekt, der handler om meget mere end sten, moler og havneanlæg. Det handler om fællesskab, lokal identitet og kærligheden til vores fjord.
I talen beskrev hun Østby Havn som et særligt sted med historiske rødder ved Roskilde Fjord:
- Østby Havn er et ganske særligt sted. Havnen fortæller historien om generationers liv ved Roskilde Fjord – om fiskeri, håndværk og stærke lokale fællesskaber.
Hun fremhævede samtidig havnens rolle som samlingspunkt for både lokale borgere og besøgende og nævnte de mange aktiviteter, der finder sted i området med blandt andet shelters, Natur-Expressen, træbådstræf samt besøg fra Roskilde Museum og Vikingeskibsmuseet.
Sikrer havnens fremtid
I Østby er de gamle moler gennem årene blevet hårdt medtaget af vind og vejr.
Derfor har der været behov for at etablere nye moler, og der var behov for en omfattende renovering og forstærkning for at sikre havnens fremtid.
Renoveringen blev igangsat efter flere års hårdt slid og tilbagevendende oversvømmelser, blandt andet under stormen Bodil, hvor havnens konstruktioner var tæt på at kollapse. Arbejdet omfatter blandt andet nye moler og en styrkelse af kystsikringen.
Stor tak til frivillige og sponsorer
I talen rettede borgmesteren en særlig tak til Østby Bådelaug og de mange bidragydere bag projektet.
- Projektet er blevet til gennem et imponerende samarbejde mellem Østby Bådelaug, fonde, A.P. Møller Fonden, LAG Fjordlandet, Nationalpark Skjoldungernes Land m.fl., frivillige kræfter og Frederikssund Kommune. Mange har bidraget med både tid, engagement og økonomisk støtte. Uden dette fælles engagement var projektet ikke blevet til virkelighed.
Hun understregede også, at de nye anlæg ikke alene forbedrer forholdene for havnens brugere, men også skaber nye muligheder for naturformidling og aktiviteter for børn og familier.
Derefter foretog Anne Sofie Uhrskov den officielle indvielse med ordene:
- Hermed erklærer jeg de nye moler ved Østby Havn for indviet.
Den renoverede havn råder nu over 32 bådpladser, hvoraf de fleste allerede er optaget. Med den gennemførte renovering ser bådelauget nu frem til en fremtid med øget aktivitet og bedre forhold for både sejlere, fritidsfiskere og øvrige besøgende ved fjorden.