En 30-årig mand havde lidt for meget fart på i forbindelse med Viking-Run på Dyrskuepladsen i Roskilde i weekenden - og det skulle vise sig at blive dyrt for ham.
Bag rattet i en veteranbil lavede manden nemlig en kraftig acceleration, og i bilen sad fire personer, som faldt af undervejs og alle slog sig i faldet. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Én af personerne slog hovedet og to andre kom til skade med deres hænder.
Efterfølgende viste det sig, at den 30-årige fører af bilen havde en alkoholpromille over det tilladte.
Han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel, mens han også fik taget en blodprøve. Derudover blev han sigtet for fareforvoldelse mod de fire personer, mens bilen ved samme lejlighed blev beslaglagt efter reglerne om vanvidskørsel.