Hf og VUC Roskilde-Køge har indgået et samarbejde med Midt- og Vestsjællands Politi, der skal gøre vejen til Politiskolen og beredskabet kortere og mere virkelighedsnær for unge og voksne i Region Sjælland.
Allerede fra denne måned kan man læse den nye fagpakke 'Sikkerhed og Samfund' på 2-årig hf samt det 1-årige hf-enkeltfagsforløb 'Politipakken'.
Praksisnær undervisning
- Samarbejdet betyder, at undervisningen bliver rykket helt ud i virkeligheden. Eleverne kommer ikke kun til at læse om samfund og psykologi i bøgerne, de skal teste deres egne grænser af i tæt dialog med professionelle betjente og i realistiske cases, siger Sune Stick, vicerektor og hf-uddannelseschef på Hf og VUC Roskilde-Køge.
Fokus på politiarbejdets bredde
- Politiarbejdet spænder bredt - fra patruljekørsel med blå blink til borgernære opgaver måske med personer i sårbare situationer, og til efterforskning med mulige digitale vinkler og andre specialiserede opgaver. Derfor har vi i politiet behov for mennesker med mange forskellige kompetencer og styrker. Med den nye uddannelse får de studerende et realistisk indblik i faget og de mange karriereveje og muligheder, der er i politiet, ligesom de bliver forberedt på de krav, de møder til optagelsesprøverne på Politiskolen, siger Thomas Tarpgaard, politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi.
Aktiviteter og realistiske cases
De studerende vil gennem skoleåret deltage i praksisnære aktiviteter som fysiske optagelsesprøver, simulationsspil og større øvelser i samarbejde med politiet. De vil også møde betjente, der deler erfaringer fra patrulje, efterforskning og forebyggelse.
Styrkelse af uddannelseslandskabet
- Vi står ved begyndelsen af et nyt uddannelseslandskab, hvor stærke lokale partnerskaber bliver afgørende. Med EPX og de kommende reformer får vi nye muligheder for at skabe praksisnære læringsforløb og bygge bro mellem uddannelse og arbejdsliv. Samarbejdet med Midt- og Vestsjællands Politi viser, hvordan vi kan bringe undervisningen tættere på virkeligheden og samtidig give indsigt i samfundsvigtige professioner og hvordan politiet indgår i en fælles forsvars-/beredskabsindsats i Danmark. Det er den type samarbejder, der skal være med til at forme fremtidens uddannelsesmuligheder i vores region, siger Dorthe Ørngreen Lundqvist, rektor på Hf og VUC Roskilde-Køge.